Ørby Vingård i Helsinge tæt ved Tisvilde Strand er sat til salg for 13 millioner kroner. Foto: EDC Landbrug Poul Erik Bech Sjælland & Øerne.
Ørby Vingård i Helsinge tæt ved Tisvilde Strand er sat til salg for 13 millioner kroner. Foto: EDC Landbrug Poul Erik Bech Sjælland & Øerne.

En af Danmarks relativt få erhvervsdrivende vingårde er nu kommet på markedet. Ørby Vingård i Helsinge tæt ved Tisvilde Strand er sat til salg for 13 millioner kroner.

Vingården udbydes af EDC Landbrug Poul Erik Bech, som sidste år formidlede salget af Danmarks største vingård.

Det skriver landbrugsmægleren i en pressemeddelelse.

Ifølge EDC Landbrug Poul Erik Bech findes der lidt over 100 erhvervsdrivende vingårde i Danmark, som er medlem af Foreningen Dansk Vin. Dansk vinproduktion er i vækst, og både kvalitet og international anerkendelse er steget markant de seneste år.

– Vi solgte i starten af 2025 Danmarks største vingård Dyrehøj Vingaard på Røsnæs, og nu har vi fået skønne Ørby Vingård i Nordsjælland på hylderne, som er en middelstor vingård efter danske forhold, udtaler Frank Poll, landbrugschef EDC Landbrug Poul Erik Bech Sjælland & Øerne.

– Det er en unik ejendom med en fantastisk beliggenhed. Ejendommen blev opført i 1969 og har rummet både svinestald og hestehold, før visionen om en vingård tog form.

Ørby Vingård ligger i et kuperet landskab mellem Tibirke og Helsinge. Vinmarkerne breder sig over en sydvendt skråning, som har vist sig velegnet til dyrkning af druer. Ejendommen rummer både vinproduktion, gårdbutik og café- og restaurantfaciliteter med plads til op mod 100 gæster. Her afholdes blandt andet bryllupper, konfirmationer og konferencer.

Vingården blev overtaget af Søren og Birthe Søndergaard i 2006. De startede fra bunden uden vinstokke og plantede de første 2.200 stokke i 2007. I dag er der omkring 4.600 vinstokke på et samlet grundareal på 4,7 hektar, hvoraf cirka 2 hektar er beplantet med vin. Produktionen er økologisk.

Siden den første store høst i 2014 har vingården modtaget en række priser. Der er blandt andet opnået guldmedaljer for bedste vine i 2014, 2016, 2018 og 2020 samt guld og pokal i 2023.

– Det går godt og vi har opbygget en veldrevet vingård. Men vi vil gerne stoppe, mens legen er god. Vi købte stedet i 2006 og flyttede ind året efter. Vi startede altså helt fra bunden for 20 år siden uden nogle vinstokke. Siden har vi bygget på år for år, og vi er stolte af vores udvikling og de mange priser, vores vin har vundet undervejs, udtaler Søren Søndergaard.

Der er mulighed for at udvide vinproduktionen med flere vinstokke. Ejendommen rummer desuden arealer, der kan anvendes til dyrehold, og der er i dag får på grunden.

Ifølge mæglerne er der tale om en middelstor vingård efter danske forhold med et betydeligt udviklingspotentiale. Ejendommen vurderes at kunne drives af to generationer eller to familier i fællesskab.

Tilmeld Nyhedsbrev