Østjysk kommune køber hotel

Kommunen køber hotel og en grund, hvor der tidligere lå et hotel, med henblik på at skabe et demokraticenter ved populært udflugtsmål.

Skanderborg Kommune har købt Hotel Himmelbjerget fra 1930 og grunden, hvor Hotel Julsø engang lå, oplyser kommunen i en pressemeddelelse.

Med købet bliver der taget et vigtigt skridt mod at skabe et nyt velkomstcenter om Danmarks demokrati på det populære udflugtsmål, der årligt har omkring 250.000 besøgende.

Hotel Himmelbjerget fra 1930 skal enten bygges om eller erstattes af en helt ny bygning, som skal huse demokraticenter, café, mødefaciliteter og værelser til overnatning. Centret skal være åbent hele året og give gæsterne mulighed for at opleve både historien om demokratiet og den storslåede natur.

Hotel Julsø var omkring 150 år gammel, da det nedbrændte i 2020, og det har ikke været muligt for den nuværende ejer at realisere planerne om at opføre en ny restaurant eller hotel på stedet.

I stedet skal grunden nu indgå i planerne for det nye kajanlæg Himmelbroen. Her kan der komme et madpakkehus, friluftsfaciliteter og måske en lille café.

–  Begge ejere har uafhængigt af hinanden rakt ud til os med tilbud om overtagelse, og jeg er glad for, at handlerne nu er faldet på plads. Himmelbjerget er et af Danmarks smukkeste og mest ikoniske steder, udtaler Skanderborgs borgmester Frands Fischer (S).

Mens handlen med grunden ved Julsø falder på plads allerede i oktober i år, fortsætter Hotel Himmelbjerget med at have åbent frem til 2027, hvor kommunen overtager hotellet.

– Vi modtager fortsat bookinger for 2026, og de selskaber, vi allerede har i hele kalenderåret 26 vil blive gennemført som planlagt, udtaler indehaver af Hotel Himmelbjerget, Henrik Jørgensen.

Der meldes ikke noget om prisen på handlerne, men købene bliver finansieret af midler fra selskabet Kildebjerg Ry A/S, der har stået for udvikling og salget af grunde i Kildebjerg i Ry.

I løbet af 2026 ventes byrådet at tage stilling til de mere konkrete planer og samarbejder.

Tilmeld Nyhedsbrev