
Horsens Kommune har sagt nej til at rive en bevaringsværdig ejendom på Spedalsø 23 ned.
Beslutningen kan være et tegn på en ny kurs i kommunen, hvor flere ældre bygninger fremover kan blive bevaret.
Det skriver Horsens Folkeblad.
Ifølge avisen er Horsens den kommune i landet, hvor flest huse bliver revet ned, men formanden for plan- og vejudvalget, Jakob Bille (LA), ønsker nu en mere tilbageholdende tilgang. Han mener, at kommunen i højere grad skal undersøge mulighederne for renovering, før der gives tilladelse til nedrivning.
– Jeg kan bare konstatere, at vi har revet meget ned. I for eksempel havneområdet har det givet god mening, fordi det var i en stor skala, men enkeltstående unikke bygninger, der er en del af byens dna, skal der efter min mening meget til, for at man får lov til at rive ned, siger Jakob Bille til Horsens Folkeblad.
Det er Horsens Ejendomsselskab, der har ansøgt om tilladelse til at rive de to bygninger på Spedalsø 23 ned med henblik på at opføre en ny etagebolig på ejendommen..
Afslaget skyldes blandt andet, at bygningen vurderes som bevaringsværdig. Huset har en høj bevaringsværdi, og både Horsens Museum og borgerne bag den nye bydelsplan for Sønderbro har peget på, at områdets særlige kulturmiljø og historiske identitet bør beskyttes.
Kommunens stadsarkitekt har samtidig understreget, at bevaring af eksisterende bygninger både er en fordel for kulturarven, arkitekturen og klimaet.
Ejendommen er registreret som bygget i 1923, men ifølge Horsens Kommune peger både bygningsstilen og dokumentation fra Horsens Museum på, at bygningen reelt er opført tidligere, sandsynligvis omkring 1900.
“Den adskiller sig markant fra de øvrige huse i gaden gennem sin høje detaljeringsgrad, den præcise rytme i vinduer og døre, der giver facaden et karakteristisk udtryk”, lyder det i et notat fra kommunen.
“Facaden rummer en række dekorative elementer, der er karakteristiske for byggeskikken omkring år 1900 og, der afspejler periodens håndværksmæssige kvalitet, hvilket ikke genfindes i de omkringliggende bygninger”, lyder det videre.
Ifølge tinglysningen købte Horsens Ejendomsselskab i efteråret 2025 ejendommen for 800.000 kroner.






















