Billigblomst Aarhus med adresse på Runetoften i Tilst er i gang med en omfattende ombygning. Nu viser det sig, at budgettet skrider med 10 millioner kroner.
Det oplyser plantecenterkæden i en pressemeddelelse.
Projektet skrider ellers planmæssigt frem, selvom området i øjeblikket kan virke noget bart, da halvdelen af bygningen er blevet revet ned.
Det forventes også fortsat, at indvielsen af det ombyggede plantecenter vil være fredag den 14. marts 2025 klokken 7.
Læs også: Billigblomst lukker citybutikker i Aarhus og Valby
– Kunderne har været meget forstående og positive, og vi er enormt glade for den støtte, vi har fået. De har været utrolig søde overfor vores personale, og der har næsten ikke været nogen omsætningsnedgang, hvilket vi er meget taknemmelige for, udtaler direktør Peter Bomholt fra Billigblomst.
Ombygningen medfører en udvidelse af både indendørs og udendørs arealer. Det samlede udplantningsareal vil være på 2.000 kvadratmeter, og udendørsområdet vil strække sig over 3500 kvadratmeter.
Derudover vil drivhuset være tre gange så stort som nu, hvilket giver plads til et bredere varesortiment og endnu flere muligheder for kunderne.
Med budgetoverskridelsen løber projektet i alt op i 40 millioner kroner.