Op mod 1.300 boliger i næste etape af udviklingsområde

Næste skridt i udviklingen af en ny bydel omfatter op mod 1.300 nye boliger. De første boliger kan stå klar i 2031.

Illustration af prioriterede rækkefølge af planlægningen af anden etape Eriksborg, forslag til linjeføring af supercykelsti samt vejadgange til boligområder. Foto: Silkeborg Kommune.
Illustration af prioriterede rækkefølge af planlægningen af anden etape Eriksborg, forslag til linjeføring af supercykelsti samt vejadgange til boligområder. Foto: Silkeborg Kommune.

Silkeborg Kommune er klar til at sætte fart på næste fase af den store byudvikling i Eriksborg.

Det skriver Midtjyllands Avis.

Plan-, Vej- og Trafikudvalget har netop anbefalet den videre planlægning af etape 2, som kan rumme mellem 900 og 1.300 nye boliger på et omkring 120 hektar stort område vest for Nebelvej og syd for Søndre Grauballevej.

– Vi skal opretholde momentum. Renten er lav, og der er stor efterspørgsel på boliger i Silkeborg fra især folk i Aarhusområdet, der leder efter et sted, hvor det er billigere at købe hus, siger formanden for plan-, vej- og trafikudvalget, Kristian Pihl Lorentzen (V), til Midtjyllands Avis.

Den kommende byudvidelse skal bygge videre på visionen om Eriksborg som en grøn bydel med tæt adgang til natur, fællesskaber og rekreative områder. Boligerne skal placeres i mindre klynger omkring grønne områder, mens vandhåndtering, stier og mødesteder samles i en sammenhængende grøn struktur gennem området.

Samtidig har udvalget anbefalet den overordnede linjeføring for den kommende supercykelsti mellem Silkeborg og Grauballe. Stien skal løbe gennem den nye bydel og koble boligområderne sammen med bydelscenteret og det eksisterende stinet.

Kommunens forvaltning anbefaler, at udviklingen sker indefra og ud med en samlet rammelokalplan for området som første skridt. Herefter skal boligområderne udvikles i flere etaper gennem seks-otte lokalplaner.

Hvis tidsplanen holder, og den første lokalplan sættes i gang efter sommeren 2027, kan de første beboere flytte ind i anden etape i 2031. Udbygningen afhænger dog blandt andet af finansieringen af ny infrastruktur og af, at de private udviklere kan blive enige om fordelingen af udgifterne.

I 2040 er det målet, at Eriksborg skal rumme 3.800 boliger og 7.000 indbyggere. Planerne er en del af Silkeborgs langsigtede strategi om at styrke byens profil som Danmarks outdoor-hovedstad, hvor natur, friluftsliv og byudvikling går hånd i hånd.

AnnonceTilmeld Nyhedsbrev