Danmarks Erhvervsfremmebestyrelse afsætter op til 82 millioner kroner til udvikling i turismeområder. Puljen er målrettet kyst- og naturområder uden for de store byer.
Det skriver erhvervsfremmebestyrelsen i en pressemeddelelse.
Indsatsen skal via forbedret eller ny turismeinfrastruktur bidrage til at sikre nye kommercielle investeringer i kyst- og naturturismen. Det kan eksempelvis være investeringer, der kan resultere i en øget overnatningskapacitet.
– 2023 var et rekordår for dansk turisme, hvor særligt udenlandske gæster overnattede i Danmark. Det går derfor rigtig godt på turismeområdet, men vi skal blive ved med at udvikle, og det skal denne millionindsprøjtning være med til at styrke særligt uden for de store byer. Derudover kan det være med til at tiltrække nye investeringer, udtaler forperson for Danmarks Erhvervsfremmebestyrelse Christian Motzfeldt.
Turisme er en af Danmarks Erhvervsfremmebestyrelses signaturindsatser, og puljen skal medvirke til at realisere bestyrelsens målsætninger.
Ifølge Danmarks Erhvervsfremmebestyrelse er det en forudsætning for vækst, at der kan tilbydes et bæredygtigt, konkurrencedygtigt og attraktivt turismeprodukt med kapacitet og faciliteter, som matcher turisternes efterspørgsel.
Etablering eller fornyelse af havnemiljøer, udvikling af multi- og aktivitetsområder, etablering af oplevelsesruter i den grønne natur samt udvikling af nye byrum, er et udpluk af de faciliteter eller former for infrastruktur, der kan få støtte, og som skal medvirke til at tiltrække nye private investeringer i for eksempel overnatningskapacitet.
Christian Motzfeldt og resten af Danmarks Erhvervsfremmebestyrelse forventer, at kommunerne vil være de primære ansøgere til midlerne – men det udelukker ikke, at også private, kommercielle virksomheder kan indgå som partnere, ligesom fonde kan indgå med medfinansiering. Og gerne med private investorer som en del af projektet.
Danmarks Erhvervsfremmebestyrelse udmøntede i 2023 cirka 110 millioner kroner til fire turismeprojekter med aktiviteter i henholdsvis Thyborøn, Juelsminde, Nakskov og Naturpark Lillebælt. Denne nye pulje bygger videre på erfaringer fra første annonceringsrunde.
Fakta om indsatsen for turistområderne
Danmarks Erhvervsfremmebestyrelse har på sit møde den 16. april 2024 afsat op til 82 millioner kroner (52 millioner kroner fra Regionalfonden og 30 millioner kroner fra decentrale erhvervsfremmemidler) til indsatser inden for udvikling af turismeområder.
Indsatserne skal sikre fornyelse og forbedring af turismeproduktet ved at gøre områder mere attraktive, så de styrker turismen og bidrager til at drive en bæredygtig udvikling i området.
Indsatserne kan for eksempel være:
- Etablering eller udvikling af havnemiljøer, der faciliteter aktiviteter, ophold og kommercielle tilbud på havnen.
- Etablering af sammenhængende og varierede oplevelsesruter, der formidler et steds kultur og historie, naturens kvaliteter mv. og binder eksisterende og nye byrum, oplevelsespunkter og funktioner sammen.
- Etablering af adgang til eller brug af naturen (for eksempel gennem tematiserede legeområder, opholdspladser, multi- og aktivitetsområder med videre).
Ansøgningsfristen er den 15. august 2024 klokken 12. Danmarks Erhvervsfremmebestyrelse forventer at behandle ansøgninger på sit møde den 14. november 2024.
Læs mere om indsatsen på Danmarks Erhvervsfremmebestyrelses hjemmeside
Kilde: Danmarks Erhvervsfremmebestyrelse.