Opkøb skal styrke danske SiteHub i kampen for bedre byggepladser

SiteHub lancerer konceptet "Bedre Byggeplads", der involverer opkøbet af virksomheden Byggepladsfolk.nu.

Med opkøbet af Byggepladsfolk.nu vil SiteHub imødekomme stadigt stigende krav til sikkerhed, bæredygtighed og produktivitet på byggepladserne.

Samtidig lancerer SiteHub konceptet “Bedre Byggeplads”, oplyses det i en pressemeddelelse.

– Vi bliver som branche nødt til at sikre ordentlige forhold på byggepladserne. Ellers vil vi blive ved med at opleve ulykker, ulovlig arbejdskraft og dårligt arbejdsmiljø, udtaler Ulrik Branner, administrerende direktør i SiteHub.

– Sikkerheden skal styrkes, og med de rette kvalifikationer sikrer vi samtidig, at kvaliteten og effektiviteten på byggeriet øges. Det giver hurtigere fremdrift, bedre compliance, og bedre bundlinje.

“Bedre Byggeplads”-konceptet understøtter et andet syn på risiko, kontrakter og entrepriser.

Læs også: Fra årsskiftet skal ansatte på byggepladser kunne fremvise legitimation

Bygherren skal tage større ansvar, entreprenørens rolle skal omformes, og investeringer i produktivitet øges.

Site Hub vil være katalysator for en kulturændring, der understøtter stigning i produktiviteten, baner vejen for at tiltrække såvel unge ansatte som mere kvindelig arbejdskraft, og hvor vigtig udenlandsk kompetent arbejdskraft integreres og ikke automatisk vækker skepsis og mistanke.

– Byggebranchen har i mange år manglet kvalificeret arbejdskraft, men har alligevel ikke formået at skabe byggepladser, der er moderne og indbydende. Det vil vi gøre op med ved hjælp af gennemprøvede processer, teknologi og stort fokus på kontinuerlig udvikling af vores samlede organisation, siger Ulrik Branner.

De konkrete planer for Bedre Byggeplads i 2025 omfatter:

  • Lanceringen af “SiteHub Verificerer Mig” – et synligt båret ID-kort der gør det muligt at tjekke medarbejderes tilladelser og certifikater. Systemet sikrer samtidig et digitalt overblik over de kompetencer inden for sikkerhed, der er til stede på byggepladsen.
  • Lanceringen af SiteHub Brandsikkerhed, understøttet af særligt uddannede brandvagter.
  • Videreudvikling af et professionelt “Permit Office”, der sikrer, at det til alle tider vides, hvem og hvor mange, der befinder sig på byggepladsen, understøttet af effektiv perimetersikring.

Kilde: SiteHub.

Tilmeld nyhedsbrevet fra Dansk Byudvikling