Lejligheder i Nordhavn i København. Foto: Dansk Byudvikling.
Lejligheder i Nordhavn i København. Foto: Dansk Byudvikling.

En stor del af unge førstegangskøbere i København får økonomisk hjælp fra deres forældre, når de køber bolig. Det viser en ny analyse fra Finans Danmark.

Det skriver interesse- og arbejdsgiverorganisation for blandt andet penge- og realkreditinstitutter i en pressemeddelelse.

Ifølge analysen har næsten otte ud af ti unge førstegangskøbere i hovedstaden fået økonomisk støtte hjemmefra i forbindelse med deres første boligkøb. Omkring tre ud af ti har modtaget mere end 300.000 kroner.

Tallene afspejler, at det er særligt dyrt og vanskeligt for unge at komme ind på boligmarkedet i København. Halvdelen af de unge, der bor i eller omkring hovedstaden, vurderer i en spørgeundersøgelse, at det i høj eller meget høj grad er svært at købe bolig.

– Tallene viser, at det er virkelig udfordrende for unge at komme ind på boligmarkedet i København, og mange unge får også økonomisk hjælp hjemmefra. Det understreger, hvor presset markedet er – og hvor vigtigt det er for unge at begynde at spare op i god tid, udtaler cheføkonom og underdirektør for samfundsanalyse og statistik i Finans Danmark, Niels Arne Dam.

Også i andre store byer som Odense, Aarhus og Aalborg får unge førstegangskøbere hjælp fra deres forældre. Støtten er dog mindre udbredt og beløbene typisk lavere end i København.

I resten af landet er det desuden kun omkring en tredjedel af de unge, der oplever det som svært at komme ind på boligmarkedet.

Tilmeld Nyhedsbrev