Over 500 på venteliste til stort boligprojekt i Aarhus

Først om to år er lejlighederne klar til indflytning, men flere end 500 har skrevet sig på en venteliste til de kommende boliger i Aarhus.

Allerede to år før indflytning har mere end 500 personer skrevet sig på ventelisten til de nye boliger, der skyder op på grunden ved det tidligere amtssygehus i Aarhus.

Det skriver Århus Stiftstidende.

Projekterne omfatter i alt 582 leje- og ejerboliger fordelt på tre selvstændige projekter og byggerier, som tilsammen skal danne et nyt bykvarter midt i Aarhus.

Og der er altså stor interesse for de kommende boliger, selv om der endnu ikke findes en eneste offentliggjort lejlighedstegning, skriver avisen.

– Det hører absolut til sjældenhederne, at så centralt beliggende lejligheder med både historisk arv og udsigt udbydes i Aarhus, siger Rob Hodgins, der er salgsdirektør i Raundahl & Moesby, til Århus Stiftstidende.

Lejlighederne får udsigt over byen og Botanisk Have, og arkitekturen tager udgangspunkt i Axel Høgh-Hansens oprindelige bygninger fra 1930’erne.

Det mest markante byggeri er Axelhave, som omfatter omdannelsen af den tidligere sengebygning til 150 moderne lejligheder samt to nye bygninger med 226 boliger. Raundahl & Moesby står bag projektet i samarbejde med PenSam, Link Arkitektur og Ingeniør’ne.

I samarbejde med Patrizia, Link Arkitektur og Ingeniør’ne står entreprenørvirksomheden også bag projektet Tage-Hansens Karré med 206 boliger på hjørnet af Tage-Hansens Gade og Viborgvej.

Boligerne får varierende størrelser fra 30 til over 100 kvadratmeter, og der lægges vægt på en blandet beboersammensætning med både leje- og ejerlejligheder. Byggerierne skal opnå den højeste bæredygtighedscertificering, DGNB Platin.

Fundamentet er allerede i gang, og de første bygninger vil begynde at rejse sig i starten af 2026. Indflytning forventes i midten af 2027.

EDC Poul Erik Bech og Danbolig Aarhus Projektsalg står for udlejning og salg af de kommende lejligheder.

Tilmeld nyhedsbrevet fra Dansk Byudvikling