
Forsinkelser er blevet et markant problem i byggebranchen, lyder det i en pressemeddelelse fra Tactplan, der er en del af Exigo.
Rådgivningsvirksomheden henviser til en undersøgelse fra Rigsrevisionen af 120 statslige bygge- og anlægsprojekter, der sidste år viste, at 60 procent af projekterne ikke blev færdige til tiden. De forsinkede projekter var i gennemsnit omkring to et halvt år forsinkede.
Undersøgelsen viste samtidig en sammenhæng mellem ændringer i projekternes indhold og efterfølgende forsinkelser.
Ifølge Helle Kvartborg, planlægningschef hos NCC, er en af udfordringerne at gøre konsekvenserne af ændringer synlige, før de rammer tidsplanen.
– Hvis der kommer ekstraarbejder eller ændringer ind, skal vi kunne vise, hvad der er ved at skride, og hvad det betyder for de efterfølgende aktiviteter, uden at tidsplanen bliver så detaljeret, at det ender i micro management, siger hun.
Hun skal blandt andre diskutere løsningerne på Tactplan Userday i København i slutningen af september. Arrangementet samler mere end 100 deltagere fra byggebranchen, hvor der blandt andet sættes fokus på lokationsbaseret tidsplanlægning og Lean.
Hos NCC bliver projekterne allerede i tilbudsfasen opdelt i eksempelvis bygningsafsnit, etager og zoner. Det skal gøre det lettere at planlægge byggeflowet og identificere kritiske aktiviteter.
På komplekse byggerier kan det være afgørende. I et aktuelt projekt, som NCC arbejder på, skal eksisterende erhvervsaktiviteter fortsætte, mens der bygges omkring dem. Derfor skal blandt andet tekniske installationer i kælderen kortlægges, så driften kan opretholdes under byggeriet.
– Det handler ikke om at lave mere administration. Det handler om at få tænkt byggeprocessen ordentligt igennem fra starten, så byggepladsen har noget konkret at arbejde videre med, siger Helle Kvartborg.
Ifølge Kristian Birch Pedersen, administrerende direktør i Exigo, er videndeling samtidig vigtig, hvis branchen skal håndtere stadig mere komplekse byggeprojekter.
– Derfor er det vigtigt, at vi ikke hver især sidder og opfinder vores egne løsninger. Når nogle af branchens dygtigste planlæggere deler deres erfaringer, løfter det ikke bare det enkelte projekt, men også faget som helhed, siger han.






















