
Overskudsvarme fra et stort datacenter i Ølgod skal fremover bruges til at dyrke frugt og grøntsager.
Datacenterselskabet atNorth og infrastrukturspecialisten Selected Group har ifølge en pressemeddelelse indgået en aftale om at etablere et stort drivhus lige ved siden af atNorths datacenter.
Målet er at producere fødevarer året rundt og samtidig mindske behovet for import, særligt i vintermånederne. Ifølge selskaberne er størstedelen af de friske frugter og grøntsager, der sælges i Danmark, i dag importeret.
– Ved at samarbejde med fremsynede organisationer som Selected Group kan vi omdanne overskudsvarme til en værdifuld ressource, der understøtter lokal fødevareproduktion, reducerer CO2-udledning og styrker lokalsamfundets modstandsdygtighed, udtaler Eyjólfur Magnús Kristinsson, administrerende direktør hos atNorth.
Første fase af drivhusprojektet ventes færdig i tredje kvartal 2028. Anlægget skal udvikles i takt med udbygningen af datacentret og bliver en del af samme lokalplanområde.
Projektet skal samtidig skabe lokale arbejdspladser både under byggeriet og i den efterfølgende drift.
Tidligere var det ifølge JyskeVestkysten planen, at Wa3rm skulle stå for 40 hektar væksthuse i tilknytning til datacentret til 37 milliarder kroner, men det svenske firma er ifølge avisen gået konkurs.






















