
Stormen Dave ramte Danmark påskedag som den første kraftige aprilstorm i næsten tre årtier og efterlod især Nordjylland med omfattende skader på bygninger og ejendomme.
Væltede træer, ødelagte tage og knuste ruder har sendt travlheden i vejret hos S.P. Jensen, der arbejder for flere af landets største forsikringsselskaber.
Det oplyser entreprenørvirksomheden i en pressemeddelelse.
Virksomheden, der har base i Svenstrup ved Aalborg, har siden stormens indtog håndteret tæt på 300 skadessager. Allerede påskedag blev de første opgaver registreret, og i dagene efter har indsatsen været præget af hast og prioritering.
– En storm kommer altid ubelejligt, og når det sker, så handler det først og fremmest om at bevare overblikket. De første dage kan godt være kaotiske, og det er benhård prioritering af, hvilke sager der er mest akutte, siger direktør Morten Hybertz Bak fra S.P. Jensen.
Virksomheden har gennem mere end ti år opbygget et beredskab til stormskader med faste medarbejdere, der hurtigt kan rykke ud direkte fra hjemmet. Beredskabet er baseret på en mindre, erfaren kerne af håndværkere, som er vant til at arbejde under pres og træffe hurtige beslutninger.
– Det handler ikke kun om at begrænse skaderne, men også om at skabe ro. For kunden fylder det jo alt i det øjeblik, at stormen rammer. Onsdag over middag havde vi talt direkte med alle kunder, screenet skaderne og aftalt det videre forløb. De fleste har heldigvis forståelse for, at der lige nu er mere travlt end normalt, siger Morten Hybertz Bak.
Samtidig er adgang til det rette udstyr afgørende. Inden varslede storme fyldes lagrene op med materialer som presenninger og tagplader, og ekstra lifte bliver lejet ind for at kunne håndtere spidsbelastningen. Hvis de nødvendige materialer er på lager, kan midlertidige løsninger i nogle tilfælde springes over, og skaderne udbedres med det samme.
Selvom stormen nu har lagt sig, fortsætter arbejdet i de kommende uger. Skaderne skal repareres, og hverdagen genoprettes for de mange borgere og virksomheder, der blev ramt af det voldsomme påskevejr.

















