Regeringen og Finans Danmark har indgået et partnerskab, der skal være med til at få flest muligt til at sløjfe deres olie- og gasfyr. Det oplyser Erhvervsministeriet i en pressemeddelelse.
Boligejere får mulighed for lån med lav rente, og de vil slippe for oprettelsesgebyrer og tinglysningsafgift, når de tager lån til at udskifte olie- eller gasfyr til en grøn varmekilde, lyder det fra ministeriet. Målet er, at gøre det nemmere for den almindelig dansker at hjælpe til med, at vi bliver fri af russisk olie og gas.
– Fra regeringens side vil vi droppe tinglysningsafgiften på lån til udskiftning af olie- og gasfyr, og finanssektorens vil bidrage med billige lån, så man kan spare flere tusinde kroner på et lån for eksempel til en varmepumpe, siger erhvervsminister Simon Kollerup (S) i meddelelsen.
Partnerskabet udspringer af regeringens reformudspil Danmark Kan Mere II, og det indebærer, at den finansielle sektor ikke vil tage betaling for at oprette disse lån, ligesom renten på lånene vil være lav.
– Med ”fyr dit fyr” sætter bankerne og regeringen nu turbo på den grønne omstilling i tusindvis af danske hjem, og bidrager til at gøre Danmark uafhængig af Rusland, siger Carsten Egeriis, administrerende direktør i Danske Bank og formand for Finans Danmark.
Rabatten på de grønne lån bliver givet på den måde, at oprettelsesgebyrer og afgifter i forbindelse med lånet bortfalder. Det betyder, at man som forbruger ikke skal vente på at få pengene tilbage, da de aldrig skal betales.