Gennem partnerskabet “fsbHJEM” skal NCC, Cowi, Nordic Office of Architecture og Smith Innovation renovere Dommerparken Nordvestkvarteret i København for FSB.
Renoveringen omfatter både fælleshus, facader, kældre og lejligheder.
Det skriver NCC i en pressemeddelelse, hvor det oplyses, at kontraktsummen på cirka 185 millioner kroner.
– Renoveringen af Dommerparken er en opgave, der passer godt til vores kompetencer, udtaler Jacob Hviid Holm-Pedersen, der er senior projektchef i NCC’s renoveringsenhed.
Dommerparken blev bygget i 1946-47 og ligger tæt på Bispebjerg Kirkegård. Bebyggelsen består af seks blokke i syv etager inklusive en udnyttet tagetage med i alt 259 almene boliger samt en driftsbygning og en børne-/fritidsinstitutionsbygning.
Beboerne i bebyggelsen stemte den 8. maj ja til helhedsplanen for renoveringen af den almene boligbebyggelse.
Helhedsplanen samler alle de behov boligafdelingen har for renovering og fremtidssikring af boliger, bygninger, udearealer og det sociale liv i afdelingen.
Tagboligerne, der tidligere var ældreboliger, bliver renoveret og møbleret, så de sammen med pavillonerne kan bruges til genhusning.
Fugerne i facaden skal kradses ud og fuges om, plastikvinduer vil blive udskiftet med træ/alu-vinduer, og renoveringen har som overordnet mål at bringe bygningerne tæt på deres oprindelige udseende. Indenfor renoveres badeværelser, og alle køkkener skiftes, skriver NCC.
Boligerne vil være ubeboet under renoveringen i lejlighederne, hvor beboerne løbende bliver genhuset.
Renoveringsarbejdet går efter planen i gang i oktober 2024 og forventes afsluttet i slutningen af 2026.