Peab Asfalt fejrer rekordresultat med stor kontrakt

Efter nogle hårde år kunne Peab Asfalt i 2024 notere sig et markant løft på både top- og bundlinje. Omsætningen lød på over 870 millioner kroner.

Peab Asfalt har i en pressemeddelelse offentliggjort regnskabet for 2024 med en omsætning på 872 millioner kroner og et driftsresultat på 41 millioner kroner.

Dette markerer en næsten 300 procent stigning i driftsresultatet sammenlignet med 2023 og placerer regnskabet blandt de bedste i virksomhedens danske historie.

Overskudsgraden på knap 5 procent afspejler en vellykket strategi og gennemførelse af projekter.

– Vi er rigtig godt tilfredse med vores regnskab. Det har været nogle hårde år før 2024 med mangel på infrastrukturprojekter og pressede energipriser. At vi nu står med et rekordregnskab, er dels et resultat af store projekter som E45, dels af vores strategi om at være selektive og gå efter projekter, hvor vi kan skabe værdi, siger Claus Terkildsen, administrerende direktør for Peab Asfalt.

Han fremhæver, at virksomhedens tilgang om at undgå urealistiske projekter og fokusere på værdiskabende opgaver har været afgørende.

– Vi har de sidste fire år lært at være snusfornuftige og ikke lade os presse ind i urealistiske projekter, der ender som underskudsforretning, tilføjer han.

Samtidig har Peab Asfalt sikret en betydelig kontrakt med entreprenøren Zøllner om asfalterings- og belægningsarbejde på udvidelsen af den sydlige del af Hillerødmotorvejen. Projektet omfatter udlægning af 105.000 tons ECO-asfalt, isolering af broer, fræsning af 100.000 kvadratmeter og stribemarkering over en ti kilometer lang strækning. Dette er Peab Asfalts største asfaltopgave i Region Øst til dato.

– Hillerødmotorvejen er et projekt i den helt tunge ende og bliver det største, vi lige nu har i landet, siger Claus Terkildsen.

Han understreger, at brugen af ECO-asfalt, produceret med certificeret biogas, vil reducere CO2-udslippet med 2.600 tons og styrke projektets bæredygtige profil.

Med et solidt 2024 og en fuld ordrebog ser Peab Asfalt optimistisk på fremtiden.

– Vi har i øjeblikket så høj aktivitet, at vi må sige nej til nye opgaver. Samtidig rækker den nationale infrastrukturplan frem til 2035, og markedet ser rigtig sundt ud, siger Claus Terkildsen.

Virksomheden sigter mod at opretholde eller forbedre resultatet i de kommende år.

Peab Asfalt i Danmark er en del af Peab koncernen, som er den nordiske samfundsbygger med cirka 13.000 medarbejdere. I Danmark beskæftiger virksomheden samlet over 350 medarbejdere.

Peab Asfalt i Danmark

Hovedtal (tusinde kroner) 2024 2023 2022 2021 2020
Nettoomsætning 872.700 705.338 706.573 577.372 549.013
Resultat af ordinær primær drift 40.416 9.299 -15.565 -28.291 -4.265
Resultat af primær drift 41.334 11.058 -15.270 -25.689 -2.216
Resultat af finansielle poster -6.661 -8.823 -3.519 -2.017 -1.553
Årets resultat 27.844 1.684 -15.467 -21.663 -1.752
Balancesum 333.614 342.397 344.837 307.012 286.513
Investering i materielle anlægsaktiver 20.069 22.030 29.818 11.842 22.577
Egenkapital 179.976 77.132 75.448 75.915 97.579
Antal medarbejdere 316 295 284 280 264
Nøgletal (procent)
Bruttomargin 15,4 12,5 8,4 8,4 13,4
Overskudsgrad 4,7 1,6 -2,2 -4,4 -0,4
Afkastningsgrad 12,2 3,2 -4,7 -8,7 -0,8
Soliditetsgrad 53,9 22,5 21,9 24,7 34,1
Tilmeld Nyhedsbrev