Den danske pensionskasse PenSam indgår et strategisk samarbejde med den tyske kapitalforvalter Allianz Global Investors om investeringer i infrastrukturprojekter verden over.
Partnerskabet omfatter et investeringsmandat på 2,2 milliarder kroner over en treårig periode. Dertil kommer muligheder for yderligere investeringer fremover.
Det oplyser pensionskassen i en pressemeddelelse.
– Vi har store forventninger til samarbejdet med AllianzGI – en globalt anerkendt kapitalforvalter med stærke kompetencer inden for infrastruktur og ESG, udtaler Jeppe Starup, der er Head of Private Capital and Real Assets hos PenSam.
– Samarbejdet vil bidrage til PenSams ambition om at levere solide, langsigtede afkast til vores medlemmer.
Samarbejdet betyder ifølge pensionsselskabet, at PenSam udvider sin portefølje af infrastrukturinvesteringer og får adgang til et globalt marked med særligt fokus på projekter i Europa.
Hos Allianz Global Investors betegner Philip von Platen, der er Head of Distribution Nordics, aftalen som et udtryk for tillid og fælles værdier mellem to langsigtede investorer.
– Vi er meget glade for samarbejdet med PenSam, en førende dansk institution og en ligesindet investor. Det afspejler styrken i vores investeringskompetencer og vores dybe forståelse for langsigtede institutionelle behov og ESG-kriterier, udtaler Philip von Platen.
PenSam administrerer pensionsordninger for mere end en halv million danskere, primært inden for FOA’s faggrupper, mens Allianz Global Investors har over 700 investeringsspecialister på verdensplan og forvalter aktiver for mere end 4.200 milliarder kroner.























