Pensam køber ejendom med knap 80 boliger i Rødovre

Pensam har købt en knap 7.000 kvadratmeter stor ejendom i Rødovre. Boligejendommen er så godt som fuldt udlejet.

Den 30. juni 2025 overtog PenSam den nybyggede ejendom Anemonehuset på Næsbyvej i Rødovre.

Det oplyser pensionskassen i en pressemeddelelse.

Ejendommen, der rummer 78 moderne lejligheder fordelt på to til fire værelser, er opført i 2025 og bliver nu en del af PenSams voksende portefølje af bæredygtige boligejendomme.

Sælger af den 6.960 kvadratmeter store ejendom er ejendomsudviklingsselskabet Fredensborg.

Det er entreprenørvirksomheden RosenfeldtNielsen, der har stået for opførelsen, mens arkitekturen er udformet af Vilhelm Lauritzen Arkitekter i samarbejde med Jens-Peter Madsen Rådgivende Ingeniører og Sted By- og Landskabsarkitekter.

Bæredygtighed har været et centralt element i opførelsen. Bygningen er konstrueret som lavenergibyggeri og er udstyret med solceller, regnvandssystem og grønne tage. Til ejendommen hører en fælles gårdhave og en parkeringskælder med el-ladestandere.

– Med købet af Anemonehuset, styrker vi PenSams portefølje af udlejningsejendomme med et attraktivt og tidssvarende aktiv i et område i rivende udvikling, udtaler Jeppe Starup, der er head of Private Capital and Real Assets i PenSam.

– Investeringen er i tråd med vores strategi om at skabe stabile og langsigtede afkast til vores mere end 500.000 pensionsmedlemmer gennem investeringer i bæredygtige kvalitetsboliger med lav risikoprofil.

Ejendommen er næsten fuldt udlejet – kun én lejlighed mangler at få beboer, men den er allerede reserveret.

PenSam har i forbindelse med handlen været rådgivet af Bruun & Hjejle, KPMG, KHR og Colliers, mens Fredensborg har haft Gorrissen Federspiel som rådgiver.

Selvom prisen ikke er offentliggjort, fremgår det af regnskabet fra selskabet bag salget, at ejendommen er bogført til en værdi på lidt over 200 millioner kroner. Handlen er ikke tinglyst.

Tilmeld Nyhedsbrev