PensionDanmark og MT Højgaard skal bygge nye boliger til soldaterne rundt omkring på Danmarks kaserner.
PensionDanmark og MT Højgaard skal bygge nye boliger til soldaterne rundt omkring på Danmarks kaserner.

Forsvaret har valgt PensionDanmark og MT Højgaard til at stå for en omfattende modernisering af soldaternes indkvartering.

Det oplyser pensionskassen og entreprenørvirksomheden i to særskilte pressemeddelelser.

Efter et offentligt udbud har de to samarbejdspartnere fået til opgave at opføre 31 ejendomme med i alt 1.600 værelser fordelt på 11 kaserner rundt om i Danmark.

De nye bygninger skal give soldater og værnepligtige tidssvarende og fleksible forhold, der både fungerer som boliger, opholdsrum og undervisningslokaler. Projektet bliver ifølge PensionDanmark et historisk løft af hverdagen for militærpersonalet.

– Det bliver et historisk løft af indkvarteringen til de danske soldater, og vores tilbud har både høj kvalitet i byggeriet og potentiale for attraktivt afkast til vores medlemmer, udtaler administrerende direktør Peter Stensgaard Mørch.

Han fremhæver samarbejdet med MT Højgaard og erfaringerne fra blandt andet byggeriet for Forsvarets Efterretningstjeneste.

PensionDanmark og MT Højgaard skal stå for hele løsningen fra finansiering til drift og vedligeholdelse. De to virksomheder har tidligere samarbejdet om store offentlige byggerier, blandt andet Psykiatrisk Hospital i Vejle og Slagelse Sygehus.

Byggerierne fordeler sig på tværs af Danmark og omfatter Flådestation Frederikshavn, Bangsbo, Aalborg Kaserne, Skive Kaserne, Flyvestation Karup, Holstebro Kaserne, Varde Kaserne, Oksbøl Kaserne, Ryes Kaserne i Fredericia, Flådestation Korsør og Antvorskov Kaserne ved Slagelse.

Kontrakten er tildelt af Etablissement- og Terrænkommandoen. Kontraktsummen for projektering og etablering af indkvarteringsbygningerne samt efterfølgende bygningsdrift udgør i niveauet 2,6 milliarder kroner.

Indkvarteringsbygningerne projekteres og etableres fra 2026 til 2028, hvorefter driften af bygningerne i de kommende 20 år varetages af Raunstrup, der er et datterselskab under MT Højgaard Holdings forretningsenhed Enemærke & Petersen.

– Forsvaret er et vigtigt område for os, og tildelingen bekræfter, at vi står stærkt til de mange krævende opgaver i dette betydningsfulde segment, udtaler Carsten Nielsen, der er direktør for byggeri og anlæg i MT Højgaard Danmark.

Ordren påvirker ikke MT Højgaard Holdings forventninger til 2025, som uændret er en omsætning på 10-10,5 milliarder kroner og et driftsresultat på 400-450 millioner kroner.

Tilmeld Nyhedsbrev