PensionDanmark skal bygge et nyt kontorhus i Nordhavn. Illustration: Danielsen Architecture.
PensionDanmark skal bygge et nyt kontorhus i Nordhavn. Illustration: Danielsen Architecture.

PensionDanmark skal opføre et nyt kontorhus i Københavns Nordhavn, hvor pensionskassen har vundet By & Havns udbud af et byggefelt på Sundkrogsgade.

Det fremgår af en pressemeddelelse.

– Vi er stolte over at få muligheden for at udvikle endnu en attraktiv ejendom i Nordhavnen – et område, hvor vi allerede har bidraget med flere succesfulde erhvervsbyggerier, blandt andet på Marmormolen, udtaler Torben Modvig, direktør i PensionDanmark Ejendomme.

– Med projektet styrker vi vores erhvervsportefølje, som allerede omfatter mere end 70 ejendomme.

Projektet skal certificeres til DGNB Guld, og Danielsen Architecture sætter stregerne.

– Facaden fortolker områdets gridstruktur i et nutidigt formsprog og giver bygningen en klar identitet, udtaler Kasper Danielsen og Lise M. Bækgaard, partnere hos Danielsen Architecture, og Malin J. Meyer, partner hos Danielsen Spaceplanning.

– Kolonnaden og de grønne kantzoner åbner huset mod byen og skaber et levende møde mellem brugere, beboere og byrum. Stueetagen bliver et naturligt samlingspunkt, hvor fællesskab og byliv kan opstå i øjenhøjde.

I 2027 forventes det, at udviklingen af Svanemølleholm Øst i Nordhavn går i gang. Her skal der blandt andet bygges op mod 500 nye boliger.

– De første dele af Nordhavnsudviklingen har været en bragende succes, og vi er allerede i fuld gang med at se på udviklingen af de kommende områder, som vil betyde, at københavnerne får endnu mere plads til at boltre sig på i området, udtaler Ingvar Sejr Hansen, udviklingsdirektør i By & Havn.

Nordhavn forventes at være færdigudviklet i 2062. Til den tid vil der være omkring 35.000 beboere, 28.000 arbejdspladser og 3 millioner kvadratmeter byggeri.

Tilmeld Nyhedsbrev