Aarhus Kommune har købt en kontor- og undervisningsejendom i Risskov for 71 millioner kroner. Den markante ejendom skal ombygges og udvikles til ambitiøst projekt.
Det var Nordicals Aarhus, der formidlede salget af den godt 7.500 kvadratmeter store ejendom på Skejbygårdsvej 13 på vegne af AP Pension.
Det skriver erhvervsmæglerfirmaet i en pressemeddelelse.
Ejendommen er opført i år 2002 og tilbygget i 2010. Desuden er den allerede indrettet til offentlige formål, oplyser erhvervsmæglerne Peter Løndal og partner Steen Storgaard Møller fra Nordicals Aarhus.
– Det lykkedes os hurtigt at finde en kontorejendom i Risskov, som opfyldte kommunens ønsker, fortæller Peter Løndal.
Læs også: Udviklere bygger yderligere 250 boliger i Aarhus
Aarhus Kommune forsøger så vidt muligt at genbruge eksisterende ejendomme fremfor at opføre nye for på den måde at mindske klimaaftrykket.
Aarhus Kommune overtog Skejbygårdsvej 13 ved årsskiftet, og kommunen har ambitiøse planer med ejendommen, som for omkring 60 millioner kroner skal om- og tilbygges samt udvikles til et hus for velfærdsteknologi – med navnet Velfærdsteknologiens Hus.
Når det nye Velfærdsteknologiens Hus står færdigt, vil det i alt bestå af knap 8.000 kvadratmeter.
Samarbejdet om Velfærdsteknologien Hus er faciliteret af det nye Aarhus Ejendomme, som også står for ombygning og drift af huset.