AkademikerPension, Nrep, Deas og Boligforeningen 3B står i samarbejde med ACT Architects bag et 30.500 kvadratmeter stort projekt på Bryggervangen 7-19 og Sejrøgade 10-14.
På grunden ligger en eksisterende erhvervsbygning på 4.800 kvadratmeter. Den blev oprindeligt opført som en værkstedsbygning for F. Bülow & Co Automobilhus i 1960. I dag huser den en Meny-butik, en engrosvirksomhed, en daginstitution og to kampsportsklubber. Bygningen skal rives ned for at gøre plads til nybyggeriet.
Efter planen skal der nemlig bygges en karré i seks-syv etager med familie- og ungdomsboliger, en daginstitution, et supermarked samt serviceerhverv.
Teknik- og miljøudvalget i Københavns Kommune skal den 17. juni tage stilling til, om et lokalplanforslag for projektet på Ydre Østerbro skal sendes i otte ugers offentlig høring.
Læs også: Nyt boligområde på Sydhavnstippen
“Et nyt karrébyggeri vil betyde, at Bryggervangen og Sejrøgade får et mere klart defineret gaderum. Derudover vil nybyggeriet opstramme afgrænsningen af Skt. Kjelds Plads og bygge videre på områdets karréstruktur”, lyder det i lokalplanforslaget.
Projektet omfatter 25.500 kvadratmeter boliger, hvoraf omkring 6.300 kvadratmeter skal være almene boliger. Dansk Byudvikling erfarer, at der vil være tale om familieboliger, som Boligforeningen 3B skal stå bag.
Desuden skal der etableres 5.000 kvadratmeter erhverv, hvoraf 2.950 kvadratmeter vil være butik.
“Mod Sejrøgade og ind i karréens gård muliggøres et supermarked i stueetagen. Mod Bryggervangen muliggøres i stueetagen serviceerhverv eller boliger. Mod vest opføres en daginstitution i stueetagen”, lyder det i lokalplanforslaget.
Læs også: Almene boliger som en del af stort projekt i Sydhavnen
Inde på grunden opføres et lagerhotel i stueetagen som en udvidelse af den eksisterende Pelican Self Storage, hvis hovedbygning er placeret ud mod Sejrøgade.
Under størstedelen af lokalplanområdet er der en parkeringskælder. Den vil blive bevaret.
Der kommer til at være cirka 124 bilparkeringspladser og omkring 1.150 cykelparkeringspladser, når området er fuldt udbygget.
Området ligger 400 meter fra metrostationen Vibenhus Runddel og cirka 660 meter fra S-togsstationen Ryparken Station, og går dermed under betegnelsen stationsnært.