AP Ejendomme og Raundahl & Moesby bygger Campus Kalundborg. Illustration: Cebra.
AP Ejendomme og Raundahl & Moesby bygger Campus Kalundborg. Illustration: Cebra.

Det nye Campus Kalundborg flyttes nu fra tegnebrættet til byggepladsen. I dag har AP Ejendomme sammen med totalentreprenøren Raundahl & Moesby taget første spadestik til det nye campus, som skal samle seks uddannelsesinstitutioner under samme tag.

Det oplyser pensionskassen i en pressemeddelelse.

Byggeriet bliver på cirka 11.700 kvadratmeter fordelt på to etager. Her kommer blandt andet undervisningslokaler, specialiserede laboratorier, bioteknologiske pilotanlæg og store fællesarealer.

– Med første spadestik tager vi hul på et projekt, som vil få stor betydning ikke kun for Kalundborg men også for det danske uddannelseslandskab i sin helhed, udtaler bestyrelsesformand i AP Ejendomme, Jesper Loiborg.

– Vores ambition har været at skabe de bedst mulige rammer for læring, forskning, innovation og fællesskab, samtidig med at vi har arbejdet målrettet med bæredygtige løsninger.

Midt i bygningen bliver der etableret en dobbelthøj agora, som skal fungere som samlingspunkt for studerende, undervisere, forskere og besøgende.

Campus får Københavns Universitet, Danmarks Tekniske Universitet, Professionshøjskolen Absalon, Teknika, Det Kongelige Danske Kunstakademis Skoler for Arkitektur, Design og Kultur samt Nordvestsjællands Erhvervs- og Gymnasieuddannelser som lejere.

Raundahl & Moesby blev tidligt inddraget i udviklingsprocessen i forbindelse med byggeprojektet, hvor der lægges vægt på ressourceeffektivitet, energieffektiv drift og holdbare løsninger.

– Vi har i samarbejde med bygherre haft et stort fokus på at finde de mest bæredygtige byggeteknikker- og materialer inden for de givne rammer, hvilket blandt andet kommer til udtryk i bygningens træfacade samt i valget af en grønnere version af beton, udtaler administrerende direktør i Raundahl & Moesby, Carsten Raundahl.

Byggeriet er tegnet af Cebra, mens Niras står for ingeniørarbejdet og Rambøll er bygherrerådgiver. Projektet er støttet af Novo Nordisk og Novo Nordisk Fonden og udviklet i samarbejde med Foreningen Campus Kalundborg, Kalundborg Kommune og det lokale erhvervsliv.

Novo Nordisk Fonden bidrager med op til 202 millioner kroner til projektet, mens Novo Nordisk har bevilget 120 millioner kroner til huslejen i en syvårig periode.

Målet er at  er at øge antallet af lokale studerende i Kalundborg fra cirka 500 i dag til 1.500 i 2030. Efter planen står campus klar til brug den 1. september 2028.

Fakta om byggeriet

Bygherre AP Ejendomme
Totalentreprenør Raundahl & Moesby
Bygherrerådgiver Rambøll
Arkitekt Cebra
Ingeniør Niras
Bruttoareal Cirka 11.700 kvadratmeter (eksklusiv skure og teknik på taget)
Antal etager To (eksklusiv tekniskskure på taget)
Byggestart August 2026
Bæredygtighed Opføres i overensstemmelse med EU-taksonomiens artikel 7.1.
Fokus på ressourceeffektivitet, energieffektiv drift samt langtidsholdbare løsninger.
Bæredygtighed indtænkt som en integreret del af arkitektur, teknik og materialevalg.
Lejere
  • Det Kongelige Danske Kunstakademis Skoler for Arkitektur, Design og Kultur
  • Københavns Universitet (KU)
  • Danmarks Tekniske Universitet (DTU)
  • Nordvestsjællands Erhvervs- og Gymnasieuddannelser (NEG)
  • Teknika
  • Professionshøjskolen Absalon
  • Foreningen Campus Kalundborg
Forventet åbning Den 1. september 2028
AnnonceTilmeld Nyhedsbrev