Allerød Kommune har solgt en knap 67.000 kvadratmeter stor grund lige over for Allerød Privatskole ved Sortemosevej i Blovstrød til PensionDanmark.
Det skriver SN.dk med henvisning til en pressemeddelelse fra Allerød Kommune.
Grunden var frem til mandag den 18. august 2025 i udbud med mulighed for at bygge et friplejehjem med 120 plejehjemspladser med tilhørende 30-40 senioregnede boliger samt mulighed for nybyggeri af et bofællesskab med 27-37 boliger og et seniorbofællesskab med 29-39 boliger.
PensionDanmark hoster op med 47 millioner kroner for grunden mellem Sortemosevej, Blovstrød Teglværksvej og Teglhaven.
Pensionskassen vil bygge et friplejehjem med 120 plejeboliger, som Diakonissestiftelsen skal stå for driften af, når det efter planen står klar til brug i 2027.

Friplejehjemmet får navnet Louisehjemmet, og det skal efter planen certificeres til DGNB Guld, ligesom den øvrige del af boligområdet.
Der skal nemlig også bygges omkring 100 boliger til seniorer, par og børnefamilier i området, som kommer til at hedde Teglværkskvarteret.
– Det er et spændende og nyskabende projekt, som ikke kun vil betyde nye plejehjemspladser og senioregnede boliger, men også vil bidrage positivt til lokalområdet i Blovstrød, udtaler Kasper Lindgren, der er projektudviklingschef i PensionDanmark Ejendomme, ifølge avisen i meddelelsen.
Kommunens beslutning om at sælge grunden til pensionsselskabet blev truffet på den lukkede del af et byrådsmøde den 28. august. Kontrakten er efterfølgende blevet underskrevet på rådhuset, skriver SN.dk.
I forbindelse med udbuddet af grunden var det et krav, at tilbudsgiver selv er – eller har et samarbejde med – en erfaren og certificeret plejehjemsoperatør.
Nord Architects er arkitektrådgiver på masterplanen, boligerne og friplejehjemmet, mens Masu Planning er landskabsarkitekt.























