Pædagogernes Pension, AP Pension og Velliv sælger ejendom på Købmagergade og Pustervig i København til Alma Property Partners og Kristensen Properties. Foto: PR.
Pædagogernes Pension, AP Pension og Velliv sælger ejendom på Købmagergade og Pustervig i København til Alma Property Partners og Kristensen Properties. Foto: PR.

Ejendomsselskaberne Alma Property Partners og Kristensen Properties har købt endnu en markant ejendom i det centrale København.

De oplyser de to selskaber i en pressemeddelelse.

Den nye investering omfatter en kombineret butiks- og kontorejendom på Købmagergade 62 og Pustervig 4 midt i København.

Ejendommen rummer mere end 4.300 kvadratmeter og har 7-Eleven, Neye, Louis Nielsen, Maanesten og CIEE blandt lejerne.

Sælger er Dansk Ejendomsfond I, som ejes af pensionsselskaberne Pædagogernes Pension (PBU), AP Pension og Velliv.

Købet er det tredje strøgstrædeopkøb for Alma og Kristensen, efter at de i 2024 købte ejendommene på Frederiksberggade 38 og Frederiksberggade 16.

Investeringen afspejler ifølge parterne den positive udvikling i området omkring Købmagergade, hvor tomgangen i detailhandlen er faldet, og hvor nye flagskibsbutikker har styrket handelslivet yderligere. Blandt andet åbner stormagasinet Salling i umiddelbar nærhed af ejendommen.

– Vi ser i øjeblikket attraktive risikojusterede investeringsmuligheder inden for high street-segmentet, der kombinerer stærke pengestrømme med et klart værdiskabelsespotentiale i et detailmarked, der viser positiv momentum, udtaler partner Hüseyin Meric fra Alma Property Partners.

Administrerende direktør Jeppe Lynge Larsen fra Kristensen Properties fremhæver, at samarbejdet med Alma udvides med særligt fokus på ejendomme med centrale beliggenheder.

– Ejendommens klare værdiskabelsesmuligheder vil blive implementeret i de kommende år, en opgave vi ser frem til at udføre i partnerskab med Alma, udtaler Jeppe Lynge Larsen.

Prisen på handlen fremgår ikke, og den er ikke tinglyst.

Alma Property Partners og Kristensen Properties har i forbindelse med handlen fået rådgivning fra Accura, PwC, VITA, Skel.dk, Cushman and Wakefield RED og JLL, mens sælger har været rådgivet af CBRE, Bruun and Hjejle og Brinch Estate.

De tre pensionskasser har også netop solgt en række kontorejendomme til Jeudan.

Tilmeld Nyhedsbrev