Peter Winther, der er Executive Director i Capital Markets hos Colliers, er udpeget til posten som bestyrelsesformand for Fremtidens Brøndby Strand, oplyser Brøndby Kommune i en pressemeddelelse.
Kommunen står bag arealudviklingsselskabet sammen med ejendoms- og investeringsselskabet AKF og pensionsselskabet Sampension.
Peter Winther er i dag også bestyrelsesformand for Fremtidens Vollsmose og har mere end 30 års erfaring fra den kommercielle ejendomsbranche.
Bestyrelsen for Fremtidens Brøndby Strand kommer til at bestå af tre repræsentanter fra Brøndby Kommune og tre fra investorsiden.
Samtidig indledes rekrutteringen af en administrerende direktør, som skal opbygge og lede selskabet og føre projektet fra planlægning til realisering.
Selskabet Fremtidens Brøndby Strand skal stå i spidsen for en omfattende udvikling af Brøndby Strand, som beskrives som den største forandring af området i mere end 50 år.
Frem mod 2040 forventes området at få cirka 2.600 nye boliger, hvoraf omkring 60 procent skal være ejerboliger. Planerne omfatter også en styrkelse af bymidten, etablering af en ny skole og nye dagtilbud og mere detailhandel.
Etableringen af selskabet afventer dog fortsat endelig godkendelse fra Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen. Hvis godkendelsen falder på plads, forventes selskabet at blive sat i gang i maj 2026.
Bestyrelsen i Fremtidens Brøndby Strand
Bestyrelsen i Fremtidens Brøndby Strand kommer derudover til at bestå af tre repræsentanter fra Brøndby Kommune og tre fra investorsiden.
- Peter Winther, Executive Director, Colliers (formand)
- Maja Højgaard, borgmester (S)
- Vagn Kjær-Hansen, formand for Teknik- og Miljøudvalget (SF)
- Poul Gaarbo, kommunalbestyrelsesmedlem (DF)
- Ino Dimsits, administrerende direktør, AKF
- Torbjørn Lange, Head of Real Estate & Infrastructure, Sampension
- Henrik Groos, tidligere partner i advokatvirksomheden Accura
Kilde: Brøndby Kommune.























