Pensionsselskabet PFA har valgt Rubik Properties og Cobblestone som nye forvaltere af sin samlede ejendomsportefølje på 24 milliarder kroner.
Det oplyser parterne i en pressemeddelelse.
Rubik og Cobblestone overtager dermed forvaltningen fra Newsec.
– Rubik og Cobblestone skal være med til at løfte kvaliteten og fremtidssikre porteføljen, siger Peter Morgan, direktør for PFA Ejendomme.
Aftalen omfatter 70 ejendomme, herunder domicilejendomme, flerbrugerejendomme som The Union-kontorhotellerne samt en række projekter. De fleste ejendomme er udlejet til kontorformål, mens enkelte bruges til boliger.
Omkring 80 procent af porteføljen ligger i Storkøbenhavn, mens resten er fordelt på Fyn og Jylland. Rubik etablerer i den forbindelse et nyt kontor i Aarhus for at sikre lokal forvaltning.
Samarbejdet mellem Rubik og Cobblestone bygger videre på tidligere partnerskaber og indebærer også, at en række medarbejdere fra PFA overgår til de to selskaber.
– Rubik er som forvaltningsorganisation garant for struktur, processikkerhed og
processtyring – herunder evnen til at identificere og realisere værdiskabelse, udtaler Daniel Hye Hedemann, vicedirektør i Rubik.
Ejendomme bidrog i første halvår 2025 negativt til PFA’s samlede afkast med et afkast på -2,8 procent. Rubik får ansvaret for at løfte kvaliteten og fremtidssikre porteføljen, mens Cobblestone skal stå for administration og drift.
– Vi ser frem til at bringe vores erfaring, vores specialister og vores engagement i spil til gavn for PFA, Rubik og ikke mindst lejerne i porteføljen, udtaler Ashkan Ahmadinia, administrerende direktør i Cobblestone.
Ifølge selskaberne er aftalen et vigtigt strategisk skridt, der både styrker deres position på markedet og giver lejerne adgang til en professionel og værdiskabende forvaltning.
Med overdragelsen vil Rubik forvalte ejendomme for i alt 40 milliarder kroner, mens Cobblestone fortsat udbygger sin position som en af landets største ejendomsadministratorer med 32.000 lejemål.























