PFA sælger ejendom ved Langeliniebro til Jeudan

PFA har som led i tilpasning af porteføljen solgt en ejendom på Folke Bernadottes Allé 45 mellem Østerbro og Nordhavn i København til Jeudan.

Som et led i den igangværende tilpasning af PFA’s portefølje af investeringsejendomme er ejendommen Folke Bernadottes Allé 45 ved Langeliniebro blevet solgt til Jeudan for 126 millioner kroner.

Det fremgår af en pressemeddelelse fra erhvervsmæglerne fra Colliers, som har formidlet handlen.

PFA har siden 1996 ejet Folke Bernadottes Allé 45, som oprindelig er opført i 1894 som told- og vejerbod til Københavns Frihavn.

Ejendommen omfatter cirka 3.700 kvadratmeter og tjener i dag som domicil for Center for Ledelse, som for nylig har forlænget sin lejekontrakt med yderligere 10 år.

– Ejendommen har været en god investering for PFA’s kunder, der igennem huslejeindtægterne og værdistigninger har fået et tilfredsstillende afkast, udtaler Peter Morgan, der er ejendomschef hos PFA.

– Vi er glade for at have indgået salgsaftale med Jeudan om denne unikke ejendom. Vi er helt overbeviste om, at Jeudan vil være en god langsigtet ejer af ejendommen. Vi takker både Center for Ledelse for mange års godt samarbejde omkring ejendommen og Jeudan for en god og smidig proces omkring salget.

Jeudan overtager ejendommen den 1. januar 2025, når en igangværende renovering er færdiggjort af PFA.

– Folke Bernadottes Allé 45 er en attraktiv og velbeliggende ejendom. Den supplerer fint Jeudans ejendomsportefølje i området, og vi ser frem til et langvarigt og godt samarbejde med Center for Ledelse, udtaler administrerende direktør Per Hallgren fra Jeudan.

Tilmeld nyhedsbrevet fra Dansk Byudvikling