
Hvordan ser en park ud, når unge piger får lov til at bestemme?
I Frederikshavn er svaret blevet et markant opgør med de klassiske byrum præget af store græsarealer, beton og fliser, skriver Nordjyske.
Som led i projektet Plads til Piger har Frederikshavn Kommune gennem halvandet år samarbejdet med 38 piger og unge kvinder fra 7. klasse og gymnasiet om at udvikle idéer til fremtidens byrum.
De efterlyste flere farver, mere natur og små opholdsrum, hvor man både kan være en del af fællesskabet og samtidig trække sig tilbage.
Idéerne omfattede blandt andet huler, små lunde, vandfald, trampoliner, hængekøjer, gangbroer og opholdszoner omkring parkens sø. Derimod var der ingen begejstring for store åbne græsplæner eller byrum domineret af beton og fliser.
– Det behøver ikke ekskludere andre at lave noget til fokuserede målgrupper, og jeg synes, at feministisk byudvikling prikker til en god debat: Har vi pigerne med i byudviklingen, siger Marie Staal, der er arkitekt og byplanlægger i Frederikshavn Kommune, til Nordjyske.

Kommunen valgte at bruge pigernes forslag som grundlag for et nyt skitseprojekt til Kennedy Parken bag Frederikshavn Gymnasium.
Selv om projektets samarbejdspartner, Lokale og Anlægsfonden, oprindeligt forventede flere idræts- og bevægelsesfaciliteter, besluttede kommunen at følge pigernes ønsker.
Det nye forslag, som har fået navnet Pigernes Park, er udarbejdet af tegnestuen Flåk. Her er fokus på tryghed, æstetik og sociale opholdsrum frem for traditionelle aktivitetsanlæg.
Projektet er anslået til at koste 16 millioner kroner. Lokale og Anlægsfonden er klar til at finansiere en tredjedel af beløbet, mens resten afhænger af politiske beslutninger og mulig fondsstøtte.
Nordjyske afholder den 25. juni klokken 16 et arrangement om byudvikling i samarbejde med Utzon Center. Man kan læse mere om arrangementet og tilmelde sig her.






















