PKA opretter et nyt selskab, der skal stå for at styre de strategiske tiltag i pensionskassens 260 direkte ejede danske ejendomme. Selskabet får navnet PKA Ejendomme, og Henrik Dahl Jeppesen tiltræder som administrerende direktør. Det skriver pensionskassen i en pressemeddelelse.
– Vi ønsker at skabe en model, hvor vi i højere grad selv står for de mest værdiskabende områder af forvaltningen. Med PKA Ejendomme kommer vi tættere på ejendommene, og vi kan tage et større ansvar for den strategiske udvikling. Det sikrer bl.a., at vores ejendomme bliver ved med at udvikle sig med fokus på grøn omstilling og social ansvarlighed, udtaler ejendomsdirektør i PKA, Nikolaj Stampe, i meddelelsen
PKA Ejendomme får direkte reference til PKA’s investeringsafdeling. PKA’s samarbejde med de eksisterende partnere DEAS og NewSec bliver videreført, så de fortsat kommer til at stå for ejendomsadministrationen af PKA’s ejendomme. DEAS og NewSec vil således fortsat stå for opgaver som ind- og udflytning, huslejeopkrævning og varmeregninger, skriver PKA i meddelelsen.
I spidsen for PKA Ejendomme tiltræder Henrik Dahl Jeppesen som administrerende direktør fra den 1. februar 2023. Henrik Dahl Jeppesen har mere end 25 års erfaring fra ejendomsbranchen blandt andet 14 år som topchef i DEAS.
– Jeg glæder mig virkelig til samarbejdet med PKA, som jeg kender gennem rigtig mange år. PKA har nogle værdier, der virkelig tiltaler mig. Det er præcis en ledelsesmæssig udfordring som denne jeg brændende ønskede mig, nemlig at bygge en ny virksomhed op og fokusere på at drive en spændende ejendomsportefølje. Og så ser jeg frem til samarbejdet med vores to ejendomsadministrationsselskab
Der er endnu ikke fastsat en endelig tidsramme for etableringen og en størrelse for det nye ejendomsselskab, oplyser PKA.