Plads ved vartegn på Frederiksberg skal have overhaling for 27 millioner

Frederiksberg Kommune samarbejder med velkendte ejendomsselskaber og BARK Rådgivning om planen for boligkvarteret.

Med “Områdefornyelsen Nordens Kvarter” vil Frederiksberg Kommune i samarbejde med BARK Rådgivning give et løft til Nordens Plads, der er ejet af Heimstaden, KFI og Koncenton.

Boligområdet skal udvikles til et mere grønt, bymæssigt og sammenhængende kvarter, fremgår det af et udkast til et program for indsatsen.

“Forvaltningen vurderer, at Nordens Kvarter trænger til et løft og en koordineret indsats i form af en områdefornyelse”, lyder det i referatet fra et møde i Magistraten den 24. februar.

“Inddragelse af kvarterets beboere og øvrige lokale aktører peger på et potentiale for at udvikle kvarteret med fokus på mere bynatur, inkluderende byrum, fællesskaber, aktiviteter, bedre forbindelser samt generelt at understøtte hverdagslivet og -destinationer i kvarteret. Ved at igangsætte en områdefornyelse kan igangværende og nye indsatser koordineres og sammentænkes i en helhedsorienteret indsats, der tilsammen løfter kvarteret og skaber en mere attraktiv og sammenhængende bydel på Frederiksberg”, lyder det videre.

Læs også: Plan for projekt med over 140 boliger på Frederiksberg tager form

Som led i visionen for området skal det blandt andet bindes sammen med bynatur, og biodiversiteten skal øges.

Det forventede budget for hele den femårige områdefornyelse fra 2025-2029 er på cirka 27 millioner kroner.

Nordens Kvarter har knap 6.000 beboere, og der er en markant overvægt af ældre sammenlignet med resten af Frederiksberg. De mange ældre bor blandt andet på kvarterets fem plejehjem og en del seniorboliger.

I området ligger blandt andet Domus Vista, der blev opført i 1969, og frem til 2023 var Danmarks højeste beboelsesejendom. I en selskabshandel købte Heimstaden i 2017 ejendommen af Pensam og Pensionskassen for Sygeplejersker og Lægesekretærer.

Tilmeld nyhedsbrevet fra Dansk Byudvikling