Husbyggeren DinBolig står i samarbejde med Nodo Arkitekter bag et stort boligprojekt ved Stenskovvej i Stjær. Projektet kaldes ”Syrenbakken”, og det er nu rykket et skridt nærmere realisering.
Skanderborg Kommune har sendt lokalplanforslag og et tilhørende kommuneplantillæg i seks ugers offentlig høring.
Lokalplanen overfører 12,3 hektar stort areal, der benyttes til landbrug, gartneri, planteskole eller frugtplantage, fra landzone til byzone, og hvis alt går som planlagt, kan der blive bygget nye boliger i den nordøstlige del af byen.
Planen lægger op til både tæt-lav og åben-lav bebyggelse – altså en blanding af rækkehuse og parcelhuse. Der bliver også plads til små grønne lommer, stier og et større rekreativt område langs det eksisterende boligkvarter.
Der er lagt vægt på at bevare noget af den nuværende beplantning og supplere med nyt grønt. Og selvom en mindre del af det rekreative område skrumper, bliver det opvejet af tre nye grønne områder inde i boligkvarteret.
I projektmaterialet er der skitseret 102 boliger fordelt på 34 parcelhusgrunde, 24 kompaktgrunde, 24 rækkehuse til almene boliger samt cirka 20 rækkehuse til potentielt bofællesskab.
Flere boliger betyder mere trafik. Derfor skal Stenskovvej udvides fra 4,5 til 6 meter på en strækning på omkring 500 meter, og der skal anlægges fortov fra Flintevænget og frem. Kommunen forventes at skulle betale cirka 300.000 kroner af den samlede regning.
Som med al nybyggeri vil der være en vis klimapåvirkning. Lokalplanen åbner for solceller, og der er gode stiforbindelser til resten af byen. Men ellers er der ikke mange krav til bæredygtige byggemetoder. Der bliver dog plantet grønt, og det hjælper på CO₂-regnskabet – hvor meget, ved man dog ikke helt endnu.
Skanderborg Kommune har afsat 4,5 millioner kroner til et projekt med almene boliger, som efter planen skal i gang i 2026.
Stjær blev i 2021 kåret til Årets Landsby af Landdistrikternes Fællesråd og Landsforeningen Landsbyerne i Danmark i samarbejde med Forenet Kredit, foreningen bag Nykredit og Totalkredit. Byen mellem Skanderborg og Aarhus har lige godt 1.000 indbyggere.