Plan for 190 nordfynske boliger tilbage på tegnebrættet

Projektet har været sat i bero i en årrække, men nu er en revideret plan for et 200.000 kvadratmeter stort areal under udarbejdelse.

Et nyt boligkvarter med omkring 190 boliger kan være på vej i den østlige del af Otterup.

Stiftelsen Hofmansgave henvendte sig allerede i 2022 sig til Nordfyns Kommune med ønske om at udvikle området i samarbejde med arkitekter fra Third Nature. Projektet blev imidlertid sat i bero, men er nu sendt tilbage til kommunen i en væsentligt ændret udgave.

Området på cirka 20 hektar ligger i direkte tilknytning til Hofmansgave. Den nye plan, der går under navnet Lille Knyle, omfatter både det oprindelige område og en ekstra matrikel. Dermed skal kommunen på ny vurdere blandt andet trafik, landskab, miljø og den samlede indretning af området.

Politikerne i kommunalbestyrelsen har nu besluttet at igangsætte planarbejdet for området, og ifølge formand for Teknik- og Miljøudvalget, Morten Andersen (V), er der sandsynligvis tale om den største lokalplan i kommunens historie.

– Jeg synes faktisk, at der allerede på nuværende tidspunkt er tænkt mange spændende ind i dette samlede projekt, sagde udvalgsformanden og understregede, at lokalplanen vil give mulighed for nye, tidssvarende boliger med en beliggenhed i et naturskønt område.

Planen lægger op til omkring 190 boliger fordelt på ti klynger. Hovedparten skal være tæt-lav boliger på mellem 90 og 110 kvadratmeter, mens mindre boliger på 50 til 75 kvadratmeter blandt andet skal henvende sig til enlige, ældre og mindre husstande. Et fælleshus på cirka 600 kvadratmeter skal være centrum for fællesskabet.

Udviklingen er tænkt gennemført i tre til fire etaper med mellem 20 og 40 boliger ad gangen. Kommunen vurderer, at det kan tage mellem 8-12 år at realisere hele området.

Tanken er, at det nye kvarter skal passe ind i Hofmansgaves historiske kulturlandskab og samtidig tilbyde en anden type boligområde end de mere traditionelle boligudbygninger i Otterup. Projektet fremhæver blandt andet fællesarealer, mindre boliger og klimavenlige løsninger.

– Hvis man ser på det prospekt, der er for området, så ser det utroligt spændende ud, sagde medlem af Teknik- og Miljøudvalget, Bo Jakobsen (R), på kommunalbestyrelsesmødet.

– Så det er da bestemt et af de bedre projekter, jeg har set. Så tak til udvikleren for det.

Kommunalbestyrelsen godkendte igangsættelsen af planprocessen den 27. august efter anbefalinger fra både Teknik- og Miljøudvalget og Økonomiudvalget.

Stiftelsen Hofmansgave er en erhvervsdrivende fond. Formand for fonden er kammerherre, hofjægermester og godsejer Klavs Krieger von Lowzow, der desuden er advokat og partner i Mazanti-Andersen.

AnnonceTilmeld Nyhedsbrev