Plan for 20 nye boliger i Nibe er vedtaget

Årets sidste lokalplan i Aalborg Kommune er endeligt vedtaget. Den giver mulighed for, at der kan bygges godt 20 nye parcelhuse ved Grydstedvej i Nibe.

På året sidste byrådsmøde i Aalborg blev årets sidste lokalplan endeligt vedtaget.

Planen har været i høring af to omgange Ved den første høring kom der en del indsigelser, som gav anledning til en markant ændring. Et grønt bælte på ni meter mellem Eventyrbakken og den nye udstykning ændres således til at være 15 meter. I anden omgang gled den ifølge by- og landskabsrådmand Jan Nymark Rose Thaysen (V) lidt lettere igennem.

– Der har ikke været nogen, der har kommet med bemærkninger til denne anden runde. Så vi regner faktisk med, at vi har landet et fint projekt. Det har taget lidt lang tid, men nu er der i hvert fald plads til, at der kan bygges noget derude, sagde rådmanden på byrådsmødet den 11. december.

Lokalplanen omfatter et areal på cirka 3,9 hektar og er placeret i den sydlige del af Nibe, der i den gældende kommuneplan er udpeget som oplandsby med særligt vækstpotentiale.

Området anvendes i dag som landbrugsjord, men med den nye lokalplan gives der mulighed for, at der kan bygges åben-lav boliger, mens et område langs Tyvedalsbækken udlægges til rekreative formål.

Det forventes, at der vil kunne bygges omkring 20-22 nye parcelhuse. De nye huse skal tilpasses til det skrånende terræn ved enten at bygge parterre eller med forskudte plan. Terrænet falder cirka 10-12 meter fra vest mod øst. Det område, hvor terrænet falder mest, friholdes for ny boligbebyggelse, fremgår det af et notat fra kommunen.

Indehaver af Kimbo Huse, murermester Kim Jacobi Nielsen, står ifølge et andet dokument bag det nye boligområde. I forbindelse med planlægningen indgår han således en udbygningsaftale med kommunen om finansiering af en forlængelse af den eksisterende cykel- og gangsti langs Grydstedvej.