Plan for godt 100 boliger sendes i høring

En ny lokalplan skal bane vej for 105 østjyske boliger i form af både parcelhuse, længehuse, dobbelthuse og rækkehuse.

En lokalplan skal bane vej for 105 nye boliger ved Skanderborg. Illustrationsplan fra lokalplanen.
En lokalplan skal bane vej for 105 nye boliger ved Skanderborg. Illustrationsplan fra lokalplanen.

Byrådet i Skanderborg kommune har besluttet at sende et lokalplanforslag for Tingskovtoften i Anebjerg i seks ugers offentlig høring.

Lokalplanen er udarbejdet efter ønske fra tre af de private grundejere i lokalplanområdet, og den åbner mulighed for at opføre op til 105 nye boliger på det 14 hektar store areal nord for Frueringvej.

Området, der i dag primært består af landbrugsjord, skal udvikles til et nyt boligkvarter med både fritliggende parcelhuse, længehuse, dobbelthuse og rækkehuse i en-to etager. Planen sikrer en blanding af boligtyper og retter sig især mod børnefamilier og ældre par.

Der åbnes mulighed for tagmaterialer med integrerede solceller, og byggeriet kan opføres i tegl eller ubehandlet træ.

– Her har bygherren ikke ønsket, at man skulle lave det i andet end tegl, men der har vi altså sagt, at det er os, der bestemmer sådan nogle ting. Vi synes faktisk, at man skal have mulighed for både at kunne bygge i tegl og i træ, sagde formand for Klima-, Miljø- og Planudvalget, Claus Leick (SF), på byrådsmødet.

Kommunen kan desuden give dispensation til alternative, mere bæredygtige materialer, hvis de lever op til krav om arkitektonisk kvalitet og lav klimabelastning.

Bebyggelsen skal tilpasses det småbakkede landskab og de eksisterende naturværdier omkring Tingskoven og Holstbækken. Regnvand og klimavand skal håndteres i åbne løsninger som grøfter og lavninger.

Adgangen til det nye boligområde skal ske fra Frueringvej via en ny rundkørsel, som også skal betjene et kommende boligområde syd for vejen. Der etableres en gennemgående stiforbindelse på tværs af området, som kobler Anebjerg sammen med Fruering, Skanderborg Fælled og det øvrige stinet.

En støjundersøgelse viser, at Miljøstyrelsens vejledende grænseværdier kan overholdes, hvis der etableres jordvolde på op til to meters højde langs Frueringvej. Planen indeholder derfor mulighed for støjafskærmning.

Kommunen har vurderet, at der er tilstrækkelig skolekapacitet i området, og boligerne er allerede indregnet i den gældende befolkningsprognose. Området hører til Virring Skole.

Grundejerne skal finansiere den nye rundkørsel samt interne veje og stier, mens Skanderborg Kommune forventes at bidrage til den overordnede øst-vestgående cykelsti.

Byrådet har samtidig besluttet at justere lokalplanforslaget, så det tydeligt fremgår, at der kan bygges i både tegl og ubehandlet træ, og at integrerede solceller er en mulighed. Området overføres fra landzone til byzone ved en endelig vedtagelse af lokalplanen.

Tilmeld Nyhedsbrev