Et flertal af politikerne i Borgerrepræsentation i København vedtog den 2. juni lokalplanen for et 50.400 kvadratmeter stort område mellem Prags Boulevard, Amager Strandvej og Ved Amagerbanen. Lokalplanen giver mulighed for at etablere 57.000 kvadratmeter byggeri i form af boliger, erhverv og en 3.600 kvadratmeter stor daginstitution. Der er dog ikke umiddelbart udsigt til, at daginstitutionen bliver realiseret.
– Jeg vil gerne orientere Borgerrepræsentationen om, at der på denne sag lige for kort tid siden er lagt et notat om, at Børne- og Ungdomsforvaltningen ikke længere vurderer, at der er behov for en daginstitution i dette lokalplanområde, sagde teknik- og miljøborgmester Line Barfod (EL) på mødet i Borgerrepræsentationen.
– Forvaltningen har først fået den oplysning for få dage siden og har så været i dialog med grundejere og bygherrer, og bygherren/grundejeren har over for forvaltningen udtrykt ønske om, at vi alligevel vedtager lokalplanen, så man kan komme i gang med det byggeri, der er i resten af lokalplanen. Og så kan man efterfølgende gå ind og se på, hvad man så kan anvende det område til, som ellers var udlagt til en meget stor institution. Og så må man så lave et tillæg til lokalplanen, sagde hun videre.
De eksisterende bygninger i området er blandede industri- og lagerbygninger opført i perioden 1946-1961 med nyere tilføjelser fra perioden 1972-2010. Nogle af bygningerne gøres med lokalplanen helt eller delvist bevaringsværdige.
Eksempelvis gøres en markant fabriksbygning og skorsten på hjørnet af Prags Boulevard, Ved Amagerbanen og Yderlandsvej bevaringsværdig, men med mulighed for tilbygning i henholdsvis syv etager mod Kløvermarken og fem etager mod Yderlandsvej. Der muliggøres desuden en glasbygning på taget.
Området skal omdannes fra lukket industriområde til et tæt bykvarter med blandede bymæssige formål med afsæt i en bebyggelsesplan, der er udarbejdet af Holscher Nordberg Architecture and Planning i samarbejde med Kragh og Berglund Landskabsarkitektur & Urbant Design. Andelen af boliger bliver høj, mens der også bliver plads til en mindre del serviceerhverv.
Boligandelen skal udgøre 70-80 procent af etagearealet, og op til 50 procent af boligerne må etableres som ungdoms- eller kollegieboliger. Der er krav om, at der etableres 25 procent almene boliger, svarende til cirka 10.000- 11.500 kvadratmeter almene boliger.
Generelt for boligerne i området gælder det, at de gennemsnitligt skal være mindst 95 kvadratmeter store. Dog kan 50 procent af etagearealet kan fritages fra beregningen af gennemsnittet.
Blandt grundejerne i området er Witting Ejendomme, som planlægger byggeri af 90 lejligheder i området, samt den fynske udvikler AG Gruppen.
Dertil kommer grundejerne Lise og Peter Aagaard, der står bag det kendte smykkefirma Trollbeads, Preben Fock Paaske, der har stået bag en række busselskaber, og Claus Tholstrup Molge, der blandt andet er medindehaver af Møbelmæglerne Cph.