Plan for nyt bykvarter med over 400 boliger er i høring

Industriområde skal omdannes til nyt bykvarter med 68.000 kvadratmeter byggeri. Flere gamle industribygninger skal bevares.

Falstersvejkvarteret i Middelfart. Illustration fra udviklingsplanen.
Falstersvejkvarteret i Middelfart. Illustration fra udviklingsplanen.

Et tidligere erhvervsområde i Falstersvejkvarteret i Middelfart står foran en omfattende forvandling.

Et lokalplanforslag er lige nu i offentlig høring frem til den 28. oktober. Forslaget omfatter et areal på knap 66.700 kvadratmeter og giver mulighed for omkring 423 boliger i form af både rækkehuse og lejligheder i etagebyggeri.

Lokalplanen omfatter Fynsvej 9, som AG Gruppen i slutningen af 2021 købte for 98 millioner kroner.

Der kan samlet opføres omkring 68.000 kvadratmeter bruttoetageareal, når de maksimale arealer for de enkelte byggefelter og eksisterende bygninger lægges sammen. Det er ikke en særskilt erhvervsramme, og lokalplanen fastsætter derfor ikke, hvor stor en del af byggeretten der præcist skal bruges til erhverv.

Den nye bebyggelse skal rumme en blanding af boliger og mindre erhverv. I stueetagerne bliver der blandt andet mulighed for kontorer, serviceerhverv, mindre værksteder, kultur- og fritidsfunktioner samt mindre butikker. Erhvervene skal være boligforenelige og placeres, så de ikke giver væsentlige gener for beboerne.

Industrifortiden skal samtidig bevares. Tre eksisterende bygninger er udpeget som bevaringsværdige: Toyota-lageret, Toyota-kontoret og Telthallen. Planen lægger op til, at bygningerne skal bevares og i flere tilfælde transformeres, så de gamle industribygninger bliver en del af den nye bydel.

Falstersvejkvarteret i Middelfart. Illustration fra udviklingsplanen.
Falstersvejkvarteret i Middelfart. Illustration fra udviklingsplanen.

Særligt Toyota-lageret får en central rolle. Bygningen kan både rumme funktioner og parkering, og der er afsat 10.500 kvadratmeter af lagerets areal til parkeringshus. Toyota-kontoret kan blandt andet anvendes til kontorer, serviceerhverv, offentlige formål, butikker, mindre værksteder samt kultur- og fritidsfunktioner.

Den nye bebyggelse skal som udgangspunkt opføres i to-fire etager og med en maksimal højde på 16 meter. Bygningerne skal placeres omkring fælles gårdrum, så der skabes grønne opholdsarealer mellem husene.

Midt i området kommer Gartnerparken, der skal fungere som et grønt fælles område med ophold, leg, stiforbindelser og håndtering af regnvand.

Planen forsøger dermed at skabe et nyt tæt boligkvarter uden helt at viske områdets industrielle fortid væk. De gamle erhvervsbygninger skal sammen med ny arkitektur, grønne gårdrum og Gartnerparken være med til at give det kommende kvarter en særpræget karakter.

Politikerne i Middelfart Kommune vedtog i slutningen af 2023 en udviklingsplan for hele Falstersvejskvarteret. Udviklingsplanen er udarbejdet af Grandville og Schønherr.

AnnonceTilmeld Nyhedsbrev