Plan for nyt plejehjem i Hvalsø er sendt i høring

Ny lokalplan skal bane vej for et nyt plejehjem samt 24 seniorboliger mellem Hvalsø stationsby og Nørre Hvalsø landsby.

Kommunalbestyrelsen i Lejre Kommune besluttede i efterforåret 2024, at der skal opføres et nyt plejehjem mellem Hvalsø stationsby og Nørre Hvalsø landsby.

Kommunens plejeboligprognose peger nemlig på et behov for cirka 65 nye plejeboliger i 2028 stigende til omkring 118 plejeboliger i 2033.

Nu er et lokalplanforslag for det kommende byggeri derfor sendt i otte ugers offentlig høring.

– Lokalplanen giver mulighed for et plejehjem, seniorboliger og rekreative arealer, sagde formand for Trafik, Miljø & Byggeri, Bjørn Lykke Sørensen (K), på det seneste møde i kommunalbestyrelsen, hvor politikerne havde sagen på dagsordenen.

Planen er udarbejdet på baggrund af plejehjemmets funktionsprogram og Tegnestuen Vandkunstens volumenstudier, som viser, hvordan bygningerne kan tilpasses det kuperede terræn. Ifølge volumenstudierne vil plejehjemmet fra det højeste niveauplan fremstå i ét plan, mens det fra laveste niveauplan vil være i to plan.

Foruden plejehjemmet giver lokalplanen mulighed for, at der kan bygges 24 seniorboliger.

Der er lagt vægt på, at byggeriet tilpasses områdets landskab og natur, så det både respekterer Hvalsøs terræn og ligger i passende afstand til Nørre Hvalsø. Materialevalget skal sikre lang holdbarhed i det danske klima og bestå af miljøvenlige materialer, som kan genanvendes.

Desuden er der i lokalplanen særligt fokus på at skabe jordbalance, håndtere regnvand, etablere stiforbindelser til rekreative formål og fremme biodiversiteten.

Planerne tager afsæt i et borgermøde den 5. maj 2023, hvor to mulige placeringer for friplejehjemmet blev drøftet: en nordgrund og en sydgrund. På baggrund af borgernes input besluttede Kommunalbestyrelsen den 26. juni 2023 at arbejde videre med nordgrunden i Hvalsø.

Borgerne fremhævede blandt andet, at nordgrunden har mere byliv omkring sig, hvilket kan give beboerne en følelse af at være en del af byen. Der blev også påpeget, at byggeriet ikke må udfordre Lejre Kommunes princip om ikke at bygge landsbyerne sammen.

Miljøscreeningen af lokalplanforslaget har vist, at der ikke er behov for en egentlig miljøvurderingsrapport.

Et støjnotat fra det rådgivende ingeniørfirma 103 har ført til, at bygningerne placeres, så Miljøstyrelsens grænseværdier for trafikstøj fra Holbækvej bliver overholdt. Når byggeriet står færdigt, vil hastigheden på Holbækvej desuden blive sat ned fra 80 kilometer i timen til 50 kilometer i timen, hvilket vil reducere trafikstøjen yderligere.

Som en del af høringsprocessen afholdes et borgermøde den 10. juni 2025 klokken 19 i Hvalsø Kulturhus.

Tilmeld Nyhedsbrev