Plan for over 100 store sommerhuse sendes i høring

En ny lokalplan skal bane vej for over 100 sommerhuse, der hver især må være 180 kvadratmeter store samt have udhuse på 50 kvadratmeter.

En ny lokalplan skal give mulighed for, at der kan bygges 108 store sommerhuse ved Dråby Strand. Foto: Syddjurs Kommune.
En ny lokalplan skal give mulighed for, at der kan bygges 108 store sommerhuse ved Dråby Strand. Foto: Syddjurs Kommune.

Et nyt sommerhusområde med op til 108 sommerhuse kan blive virkelighed ved Dråby Strand i Syddjurs Kommune.

Byrådet har besluttet at sende et lokalplanforslag for området i otte ugers offentlig høring, og der holdes et borgermøde om lokalplanen den 2. november 2026.

– Vi skal til at høre, hvad der er på spil ude i lokalområdet. Det er noget, vi har valgt ikke at springe over. Vi tager også de høringer, der ikke er obligatoriske, understregede formand for Erhvervs- og Planudvalget, Kasper Kolstrup Møller (K), på byrådsmødet.

Området er cirka 16 hektar stort og ligger omkring to kilometer øst for Dråby mellem Karlsbjergvej, Dråby Strandvej og det eksisterende sommerhusområde Dråby Bakker. Mod øst ligger det åbne kystlandskab og Kattegat.

Illustrationsplanen viser et eksempel på, hvordan lokalplanen kan udnyttes efter lokalplanen.
Illustrationsplanen viser et eksempel på, hvordan lokalplanen kan udnyttes efter lokalplanen.

Planen giver mulighed for sommerhuse på op til 180 kvadratmeter samt op til 50 kvadratmeter sekundær bebyggelse i form af udhuse eller overdækninger og lignende. Husene skal placeres i spredte byggefelter, mens arealerne mellem husene skal være fælles grønne områder.

Spildevandet er dog blevet et politisk stridspunkt. Planforslaget lægger op til lokale minirenseanlæg, men byrådet besluttede med 21 stemmer mod seks, at andre løsninger også skal kunne anvendes. Administrationen skal derfor ændre redegørelsen, inden planforslaget offentliggøres.

Kommunens miljøscreening har konkluderet, at projektet ikke forventes at medføre væsentlige miljøpåvirkninger, og der udarbejdes derfor ikke en egentlig miljørapport.

Området strækker sig over fire matrikler, hvor en enkelt mindre matrikel er privatejet, og to er ejet af anpartsselskabet Ebeltoft 4u, der er under frivillig likvidation. Den sidste matrikel ejes af anpartsselskabet Kaae Søgaard, der er ejet af familien ved samme navn.

SF, Enhedslisten, Radikale Venstre og Alternativet stemte imod at sende forslaget i høring i den nuværende form. Partierne henviste til hensyn til natur, miljø, lokalsamfund og trafik.

AnnonceTilmeld Nyhedsbrev