Byrådet i Vejle har besluttet at sende et lokalplanforslag for et 21.000 kvadratmeter stort areal længst mod nordvest i byudviklingsområdet Ny Rosborg i offentlig høring i fire uger.
Lokalplanforslaget lægger op til, at der i området kan opføres 28 boliger samt et fælleshus. Grundstørrelserne ligger på mellem 300-400 kvadratmeter, og hver grund må bebygges med én bolig på maksimalt 50 kvadratmeter.
Boligerne kan opføres i to etager med en højde på op til seks meter. Derudover kan der opføres 20 kvadratmeter sekundær bebyggelse som hønsehus, skur, væksthus, legehus eller lignende.
Ifølge næstformand for Teknisk Udvalg, Alex Vejby Nielsen (S) er et af formålene med Vejle Kommunes boligpolitik, at sikre et mere varieret og blandet boligudbud i kommunen.
– Det giver mere spændende boliger og mere spændende byer, når boligudbuddet er varieret. Og vi vejlensere er naturligvis så forskellige, at vi selvfølgelig også trives i forskellige nærmiljøer og boliger. Og derfor skal vi også have mulighed for at bosætte os på forskellig vis. Det er lokalplanen her i virkeligheden det bedste eksempel på, sagde Alex Vejby Nielsen, da byrådet den 25. maj besluttede at sende lokalplanforslaget i offentlig høring.
Med lokalplanen vil bebyggelsens omfang blive reguleret restriktivt for at undgå knopskydninger og udbygninger af boligerne, som fortætter og ændrer karakteren af lokalplanområdet, fremgår det af forslaget.
Projektet udspringer af et politisk ønske om flere små, billige boliger som alternativ til små lejligheder.
Lokalplanområdet er valgt ud fra et ønske om et “tiny house”-boligområde, der ligger bynært og naturskønt. Derudover passer konceptets eksperimenterende tilgang til fællesskab, arkitektur og bæredygtighed ifølge Vejle Kommune godt til omdannelsen og udviklingen af Ny Rosborg, lyder det i lokalplanforslaget.
I forbindelse med projektet er der lavet en større brugerundersøgelse med over 300 deltagere og sammen med en arbejdsgruppe af borgere, der ønsker at bo i et “tiny house”, arbejde kommunen på at skabe et-to boligområder, der opfylder så mange ønsker og behov som muligt.
Planerne om at fremme mulighederne for “tiny houses” i Vejle Kommune blev offentliggjort i foråret 2021. Kommunen har også udset sig et område ved Højen som ideelt til de små boliger.