Plan om at erstatte bevaringsværdig gård med rækkehuse får kølig modtagelse

Bygherre vil opføre 42 række- og dobbelthuse på en grund Eskegårdsvej og Bedervej i Mårslet, men både en bevaringsværdig gård og grundvandsinteresser er i vejen.

AnnonceTilmeld nyhedsbrevet fra Dansk Byudvikling

Byrådet i Aarhus skulle den 22. november tage stilling til et lokalplanforslag for et 35.000 kvadratmeter stort areal ved Eskegårdsvej og Bedervej i Mårslet.

Forslaget er udarbejdet efter anmodning fra anpartsselskabet Eskegården, der ejes af Jørgen Jacobsen fra Galba Ejendomme og Niels Elbek, der er medindehaver af it-virksomheden Elbek & Vejrup.

Planen skal give mulighed for, at der kan bygges 42 række- og dobbelthuse i et-to etager og med et samlet etageareal på godt 5.500 kvadratmeter på grunden. Der lægges op til, at 25 procent af boligerne skal være almene boliger.

På byrådsmødet fik lokalplanforslaget dog en forholdsvis kølig modtagelse fra politikerne.

– Lokalplanen her har meget spændende indhold, men Socialdemokratiet har alligevel nogle udfordringer med denne lokalplan, lød det indledningsvis fra medlem af Teknisk Udvalg, Jesper Kjeldsen (S), som især udtrykte bekymring for, at boligprojektet ligger inden for 300 meter-zonen for Mårslet Vandværks boring.

Han udtrykte desuden undren over er udtalelses fra VPU – Vandværkerne i Aarhus, som tilsyneladende er standardiseret og ikke konkret giver en vurdering af det specifikke projekt i Mårslet.

Medlem af Teknisk Udvalg, Jakob Søgaard Clausen (DD), gav ligeledes udtryk for bekymring for grundvandsinteresser samt nærheden til Giber Å mod nordøst.

– Og så synes vi også, at det er problematisk med nedrivningen af Eskegården, sagde han med henvisning til landbrugsejendommen, der ligger ud mod Eskegårdsvej i den nordlige del af området.

Gården er opført i 1848, og gennem tiden er en række tilbygninger kommet til. Stuehuset og en sidelænge er fra 1848, og selve stuehuset er registreret med høj bevaringsværdi.

Hvis projektet skal gennemføres, sådan som det er skitseret, vil det dog kræve, at alle de gamle landbrugsbygninger rives ned.

Et flertal af politikerne i byrådet besluttede at sende lokalplanforslaget i offentlig høring, men det var ikke uden er stor portion skepsis. Flere udtrykte håb om, at grundvandsinteresserne i høringsperioden bliver belyst mere grundigt.

Tilmeld nyhedsbrevet fra Dansk Byudvikling