Plan skal bane vej for 29 nye rækkehuse i Aabybro

Ny lokalplan skal give mulighed for, at der kan bygges rækkehuse ved Peter Løthsvej i Aabybro. Området er blevet solgt i en betinget handel.

Aabybro har vokseværk. Den nordjyske by er siden 2015 vokset med over 1.000 indbyggere eller godt 18 procent, så der nu bor mere end 6.700 i den tidligere stationsby.

Ifølge Jammerbugt Kommune er blandt andet nærheden til Aalborg samt Vesterhavet og Limfjorden med til at gøre Aabybro attraktiv for tilflyttere.

Derfor har politikerne i kommunalbestyrelsen sendt et lokalplanforslag for et 36.700 kvadratmeter stort areal ved Peter Løthsvej i otte ugers offentlig høring.

Tre grønne kiler i byen har været i spil til byudvikling – og her faldt valget altså på det centralt beliggende område ved institutionen Toftehøj Socialpsykiatrisk Boform.

Lokalplanen skal åbne mulighed for, at området kan udvikles til et nyt boligområde med 29 rækkehuse på hver især 100 kvadratmeter i én etage.

Kommunen har solgt grunden til en unavngiven, privat ejendomsudvikler i en handel, der er betinget af lokalplanens endelig vedtagelse. Det har ikke været muligt at få oplyst, hvem køber er, men efter sigende er der tale om en udvikler, som i forvejen har stået bag flere projekter i byen.

– Og så er det jo sådan, at tingene har trukket en lille smule ud – og det har de på grund af det her med natur, sagde formand for Teknik- og Miljøudvalget, Christian Hem (V), på kommunalbestyrelsesmødet, hvor politikerne besluttede at sende lokalplanforslaget i høring.

– Der er lavet nogle naturundersøgelser, og det viser sig så, at man godt kan bebygge størstedelen af grunden.

Der skal efter planen bygges 29 nye rækkehuse ved Poul Løthsvej i Aabybro. Illustration: Jammerbugt Kommune.
Der skal efter planen bygges 29 nye rækkehuse ved Peter Løthsvej i Aabybro. Illustration: Jammerbugt Kommune.

Området har tidligere været brugt som grusgrav og har i mange år fungeret som grønt, rekreativt areal knyttet til den nærliggende institution.

Med planen bliver det muligt at bygge nye boliger i den sydlige del af området, mens det nordvestlige hjørne, hvor der ligger et vandhul med beskyttet natur, forbliver uberørt.

– Det skal vi selvfølgelig bevare og passe rigtigt godt på, og det er der også taget højde for i lokalplanforslaget, sagde næstformand i Teknik- og Miljøudvalget, Lisbet Emmery (S), på kommunalbestyrelsesmødet.

– Og det skal også være sådan, tænker vi, at det skal være tilgængeligt for andre end dem, der kommer til at bo i området.

Hensigten er, at naturen bliver bevaret, og at dyrelivet i området ikke bliver forstyrret. Det er derfor også vurderet, at der ikke skal laves en særskilt miljøvurdering.

Planen lægger samtidig op til, at området skal hænge godt sammen med resten af byen. Der bliver tænkt i stiforbindelser til både Banestien og Toftevej, og boligerne skal placeres med respekt for institutionen på Peter Løthsvej.

Hvis alt går efter planen, bliver lokalplanen og kommuneplantillægget endeligt vedtaget i oktober 2025.

Tilmeld Nyhedsbrev