Planerne om et 11 etager højt hotel samt boliger i Rådmandshaven i Næstved er blevet sat tilbage, skriver SN.dk.
Planklagenævnet har ophævet lokalplanen, som skulle bane vej for byggeriet.
Ifølge Næstved Kommunes tekniske direktør, Willy Feddersen, betyder afgørelsen, at projektet endnu ikke kan realiseres.
– Der er rigtig meget vi ikke ved. Men det vi ved med sikkerhed, det er, at lokalplanen er ophævet, og at byggeriet først kan komme i gang, når der er udarbejdet en ny, siger Willy Feddersen til SN.dk.
Planklagenævnet har behandlet en række klager fra borgere, en lokal bevaringsforening og Danmarks Naturfredningsforening. Kommunen får medhold på langt de fleste punkter. Nævnet finder blandt andet kommunens vurderinger af Natura 2000-områder, bilag IV-arter som flagermus, miljøpåvirkning, trafik, parkering, alternativer og offentlig inddragelse tilstrækkelige.
Problemet er støjen.
Området langs Rådmandshaven er belastet af trafikstøj over de vejledende grænseværdier. Ifølge Planklagenævnet indeholdt lokalplanen imidlertid ikke bindende krav, der sikrede, at de kommende boliger blev beskyttet mod støjen. Lokalplanen stillede hverken krav om støjafskærmning eller overholdelse af støjgrænser som betingelse for, at byggeriet kunne tages i brug.
Kommunens kommuneplantillæg består, men selve lokalplanen skal altså laves om. Det betyder også, at der igen skal være borgerinddragelse og offentlig høring.
Hvor meget det forsinker projektet, og om afgørelsen får andre konsekvenser for planerne, er endnu uvist. Bygherre Nicolai Hartmann har over for SN.dk ikke ønsket at kommentere afgørelsen.
Lokalplanen blev godkendt i januar 2026. Projektet omfatter 143 lejligheder og et firestjernet hotel med 117 værelser på den 25.000 kvadratmeter store grund.























