Planproces for 300 boliger sættes i gang

Projektet omfatter godt 32.000 etagemeter i form af lejligheder og rækkehuse samt et fælleshus med mulighed for café.

Kommunalbestyrelsen i Albertslund Kommune har besluttet at sætte gang i arbejdet med en ny lokalplan og et kommuneplantillæg, der skal gøre det muligt at realisere et projekt fra bygherren Casa Nord.

Planen omfatter omkring 151 lejligheder og 146 rækkehuse. Samlet ventes bebyggelsen at udgøre cirka 32.110 kvadratmeter, hvortil kommer et fælleshus med mulighed for café på omkring 260 kvadratmeter.

Tidligere på året vandt Casa Nord sammen med Henning Larsen Architects et kommunalt udbud om grunden, hvor Hyldagerskolen lå, indtil bygningen blev revet ned i 2014.

Området er omfattet af en rammelokalplan, der ikke er byggeretsgivende. Derfor skal der udarbejdes en ny lokalplan, før projektet kan realiseres.

Der skal bygges etageboliger i tre-fire etager samt rækkehuse i en til to etager. De højeste bygninger placeres ifølge Albertslund Kommune mod de mest støjbelastede områder ved Holbækmotorvejen, mens bebyggelsen trapper ned mod Vridsløselille landsby.

Projektet kræver et kommuneplantillæg, fordi den nuværende kommuneplan kun giver mulighed for byggeri i op til tre etager. Kommunen vurderer, at fire etager er nødvendige for at skærme opholdsarealerne mod støj.

Medlem af Plan- og Byudviklingsudvalget, Helge Bo Jensen (EL), gjorde det på mødet i kommunalbestyrelsen klart, at han ikke er begejstret for den valgte løsning. Mens SF undlod at stemme, stemte Enhedslisten som det eneste parti derfor imod at igangsætte planprocessen.

– Grunden til, at vi har tilladt op til fire etagers bebyggelse på dette område, det er jo, at der skulle være en randbebyggelse, så man kunne bruge den til at holde støjen ude.

– Så har vi fået et projekt retur, hvor der ikke var nogen støjbebyggelse, og hvor man alligevel planlægger noget i fire etager længere inde på grunden.

– Det er relativt dumt, at det er endt sådan, og jeg er bange for, at kommende beboere i området vil opleve mere støj end nødvendigt.

Formand for Plan- og Byudviklingsudvalget, Michael Melchert (LA), påpegede dog, at der er lavet støjberegninger for det kommende byggeri, og at det vil leve op til de gældende grænseværdier.

– Så man har jo fået løst problematikken ved at lægge bygningerne, som man har gjort, understregede udvalgsformanden.

Midt i den nye bydel planlægges et fælles byrum og et nyt fælleshus, mens den centrale og sydlige del efter planen bliver bilfri. Der skal samtidig anlægges parkeringspladser langs bydelens kanter og 60 offentlige parkeringspladser.

Hyldagergrunden er i dag cirka 87.600 kvadratmeter stor. Efter udmatrikulering vil det område, der sælges til bygherren, være cirka 81.100 kvadratmeter. Hyldagerhallen og de offentlige parkeringspladser forbliver kommunalt ejede.

En del af den eksisterende grønne beplantning i området skal bevares. Det gælder blandt andet det grønne bælte mod Toftegården og jernbanen samt enkelte træer og dele af de eksisterende poppelkranse. Disse områder forventes udpeget som bevaringsværdige i den kommende lokalplan.

Kommunens salg af grunden til Casa Nord er betinget af, at kommunalbestyrelsen senest 31. december 2027 godkender en byggeretsgivende lokalplan. Projektet er fortsat i en tidlig fase, og der kan derfor ske ændringer under det videre lokalplanarbejde.

Om de kommende boliger på Hyldagergrunden

Projektet består af rækkehuse og etageboliger i flere forskellige størrelser for at give plads til en blanding af boligformer, som kan tiltrække forskellige typer beboere.

Areal og bebyggelse

Samlet areal før udstykning: 87.605 kvadratmeter

Boliger i alt: 297

  • 151 etageboliger
  • 146 rækkehuse

Gennemsnitlig boligstørrelse

Etageboliger: 100 kvadratmeter

Rækkehuse: 117 kvadratmeter


Etageareal

Etageboliger: 15.100 kvadratmeter

Rækkehuse: 17.010 kvadratmeter

Fælleshus eller café: 260 kvadratmeter

I alt: 32.370 kvadratmeter

Bebyggelsesprocent: 40 procent

Areal til Hyldagerhallen: 2.000 kvadratmeter

Offentlig parkering: 1.800 kvadratmeter med 60 parkeringspladser

Offentlige stier med videre: Der udskilles desuden et areal til dette

Grundstykke til salg efter udstykning: 81.095 kvadratmeter

AnnonceTilmeld Nyhedsbrev