Planproces skærer toppen af byggeplaner i Juelsminde

Der skal ikke bygges i mere end tre etager på havnen i Juelsminde, lyder forslaget fra forvaltningen i Hedensted Kommune.

I slutningen af 2024 besluttede kommunalbestyrelsen i Hedensted Kommune at sende et lokalplanforslag for nybyggeri på havnen i Juelsminde i offentlig høring.

Visualiseringer har givet anledning til kritik af planerne, og nu har kommunens forvaltning da også foreslået at skære en etage af det kommende byggeri.

Det oplyser kommunen i en pressemeddelelse.

– Jeg kan konstatere, at forvaltningen på baggrund af høringssvarene og dialog med bedømmelsesudvalget nu lægger op til, at der højest må bygges i tre etager på havnen – og det kun i fem ud af de i alt ti byggefelter, som lokalplanen indeholder, udtaler Hedensted Kommunes borgmester Ole Vind (V).

Forslaget behandles af Udvalget for Teknik og Miljø den 7. maj og senere af kommunalbestyrelsen i Hedensted Kommune.

Ændringen betyder, at seks ud af ti byggefelter får reduceret deres byggehøjde sammenlignet med det oprindelige planforslag. I

Lokalplanen skal skabe rammer for både mere liv, turisme og bosætning – med respekt for det eksisterende bymiljø. Derfor skal alle byggeprojekter vurderes af et bedømmelsesudvalg, som blandt andet ser på arkitektur, materialer og udeområder.

– Udviklingen i Juelsminde vil foregå over flere år. Nogle byggefelter vil måske blive udviklet hurtigt, mens andre rummer eksisterende bygninger og virksomheder, som vi skal tage hensyn til, udtaler Ole Vind.

– Med lokalplanen er idéen at sikre forudsigelige og alligevel fleksible rammer, som både erhvervsdrivende og havneområdet kan udvikle sig i, gradvist. Og samtidig er der hånd i hanke med, at nybyggeri passer ind og bidrager til for eksempel liv og turisme, fordi der er vedtaget en række kriterier, som nye byggerier skal leve op til.

Fakta

Lokalplanen for Juelsminde havneområde omfatter et større areal på havnen i Juelsminde og omhandler blandt andet mulighed for byggeri i 10 forskellige byggefelter.

I forhold til det oprindelige lokalplansforslag er der langt op til, at byggeri kan opføres i maksimalt tre etager og bygningshøjder på 13 meter.

Det betyder i praksis, at de foreslåede maksimale antal etager og byggehøjder ligger på niveau med, hvad der er indeholdt i udviklingsplanen fra 2023.

I udviklingsplanen blev der opereret med bygningshøjder i 2,5 etager. Det svarer i henhold til byggeloven og planloven til 3. etager, når 3. etage udgøres af en udnyttet tagetage, eventuelt med en såkaldt høj trempel, som der nu lægges op til i den reviderede lokalplan.

Maksimale etageantal og byggehøjder i det reviderede forslag til lokalplanen er derfor som følger: (Forskellene fra det oprindelige lokalplansforslag er angivet i parentes)

Byggefelt 1: To etager og 10 meter (uændret)

Byggefelt 2: Tre etager og 13 meter (uændret)

Byggefelt 3: To etager og 10 meter (reduceret med en etage og 3 meter)

Byggefelt 4: To etager og 10 meter (reduceret med en etage og 3 meter)

Byggefelt 5: Tre etager og 13 meter (reduceret med en etage og 3 meter)

Byggefelt 6: Tre etager og 13 meter (reduceret med en etage og 3 meter)

Byggefelt 7: Tre etager og 13 meter (reduceret med en etage og 3 meter)

Byggefelt 8: Tre etager og 13 meter (reduceret med en etage og 3 meter)

Byggefelt 9: En etage og 7 meter (uændret)

Byggefelt 10: To etager og 10 meter (uændret)

Eksisterende bebyggelse: Som eksisterende

Kilde: Hedensted Kommune.

Tilmeld nyhedsbrevet fra Dansk Byudvikling