Rådhuset i København. Foto: Dansk Byudvikling.
Rådhuset i København. Foto: Dansk Byudvikling.

PLH Arkitekter, ABC Rådgivende Ingeniører og Cubic Group har vundet en ny rammeaftale med Københavns Ejendomme (KEJD), oplyser arkitektfirmaet i en pressemeddelelse.

De tre virksomheder skal sammen rådgive om byggeri, anlæg, renovering og istandsættelse af kommunens ejendomme.

– Gennem samarbejdet med KEJD de sidste fire år har vi oparbejdet et solidt kendskab til de processer og beslutninger, der ligger til grund for arbejdet med de offentlige ejendomme i København, udtaler Claus Johannessen, seniorprojektleder hos PLH.

– Det er vigtige og meningsfyldte opgaver, der skal løses i et bredt samarbejde med teknikere og brugere for at bevare og forbedre den eksisterende bygningsmasse.

Aftalen løber i to år med mulighed for forlængelse i yderligere to år. Den omfatter opgaver, hvor den budgetterede entreprisesum overstiger 10 millioner kroner.

– Vi har gennem mange år arbejdet med de københavnske ejendomme, og vi ved, hvor stor betydning de har for mennesker og byliv, udtaler Thomas Flinker Torp, forretningschef og partner i ABC Rådgivende Ingeniører.

PLH bliver totalrådgiver og bidrager med arkitekt- og bygningskonstruktørfaglighed. ABC står for den brede ingeniørrådgivning, mens Cubic Group især skal bidrage med byggeledelse, ressourcekortlægning og arbejdsmiljø.

Opgaven bliver blandt andet at forlænge levetiden på den eksisterende kommunale bygningsmasse. Det gælder bygninger som skoler, brandstationer, kulturinstitutioner og boliger.

– Det handler både om at kende bygningerne og deres materialer, udnytte ressourcerne bedst muligt og skabe en sikker og velfungerende udførelse, udtaler administrerende direktør Josefine Ebbe fra Cubic Group.

PLH har allerede erfaring fra en tidligere rammeaftale med Københavns Kommune og har blandt andet arbejdet med Rådmandsgade Skole, Amager Kulturpunkt, Københavns Rådhus, Hovedbrandstationen og Slagtehusgade i Kødbyen.

AnnonceTilmeld Nyhedsbrev