Odense Kommune har en ambition om, at der inden 2030 skal bo 5.000 flere indbyggere inden for Ring 1.
Ifølge Fyens.dk er der dog ingen folkeskoler inden for Ring 1, og Åløkkeskolen og Sct. Hans Skole tæt på havnen ligger på små matrikler, og vil derfor ikke kunne udvides til at tage mange nye elever ind.
Over for avisen foreslår børn- og ungerådmand Susanne Crawley (R) derfor, at kommunen begynder at spare op til en ny folkeskole. Og hun har en idé til placeringen.
Hun vil ifølge Fyens.dk omdanne den gamle postbygning ved banegården.
– Fordi det er en kæmpestor og – så vidt jeg forstår det – en meget solid bygning. Og det vil måske også gøre byggeriet billigere, når man i forvejen har et fundament og en skal, siger Susanne Crawley til Fyens.dk.
Den 37.000 kvadratmeter store bygning på Dannebrogsgade ejes af Park Street Nordicom. Den står allerede delvist tom.