Et nyt boligprojekt skal skabe flere moderne lejeboliger i bymidterne i Nakskov og Maribo.
Lolland Kommune har givet en såkaldt principiel godkendelse til et nyt alment boligprojekt med omkring 74 boliger på de tidligere Hatten-grunde i Nakskov og Maribo.
Projektet udvikles af Boligforeningen Lolland i samarbejde med Skibsted Ejendomme efter den delegerede bygherremodel og skal opføres i to etaper med Maribo som første fase.
Kommunen vurderer, at projektet vil bidrage til at forny bymidterne og skabe flere tidssvarende lejeboliger i områder, hvor efterspørgslen er stor. Boligerne skal henvende sig til både unge, ældre, singler og mindre familier, og en stor del af boligerne bliver tilgængelige for personer med funktionsnedsættelser.
– Sagen er vigtig, da den er tæt forbundet med nogle af vores overordnede målsætninger for by- og boligudvikling på Lolland. Og det er præcis det Hattens Gård og Hattens Haver kan bidrage til, sagde Lolland Kommunes borgmester Marie-Louise Brehm Nielsen fra lokallisten Din Stemme på byrådsmødet.
– Projektets hovedgreb er klart: fortætning af bymidterne, nedrivning af nedslidte og funktionstømte erhvervsbygninger, og opførelse af moderne og attraktive lejeboliger, lød det fra borgmesteren.
I Hattens Gård Maribo planlægges 34 lejeboliger med to-tre værelser på mellem 75 og 89 kvadratmeter fordelt på fem mindre bygninger i to og tre etager. De eksisterende nedslidte erhvervsbygninger skal rives ned for at give plads til de nye 2.750 kvadratmeter boliger, som blandt andet får grønne gårdrum, elevatorer og parkeringspladser.
I Hattens Haver i Nakskov skal der opføres 40 boliger i et lignende byggeri på 3.450 kvadratmeter. Her skal en bevaringsværdig bygning samtidig omdannes til fælleshus, og området får også grønne opholdsrum og løsninger til håndtering af regnvand.
Den samlede anskaffelsessum kan ifølge kommunen løbe op i cirka 156 millioner kroner. Projektet skal nu i fire ugers høring, inden byrådet tager endelig stilling senere i 2026.
























