
Et 149 år gammelt hus på Kaplenivej 12 i Ulkebøl ved Sønderborg får lov at blive stående, skriver Sønderborg Kommune i en pressemeddelelse.
Politikerne i Byudviklings-, Landdistrikts- og Infrastrukturudvalget i Sønderborg Kommune har besluttet at nedlægge et § 14-forbud mod nedrivning af ejendommen.
– Ejendommen indgår som en vigtig del af det historiske landsbymiljø omkring Ulkebøl Kirke. Og i Sønderborg Kommune passer vi på vores kultur, udtaler formand for Byudvikling-. Landdistrikter- og Infrastrukturudvalget, Kirsten Bachmann fra Slesvigsk Parti.
– Derfor skal bygningen bevares, så den fortsat kan bidrage til et attraktivt bymiljø. Det handler ikke kun om én bygning, men om helheden i det historiske miljø omkring kirken.
Huset blev opført i 1877 og er registreret med en høj bevaringsværdi. De private ejere købte i 2023 huset for 2 millioner kroner. Nu har de søgt om tilladelse til at rive bygningen ned.
Ejerne begrunder nedrivningsansøgningen med ejendommens tilstand samt, at det vurderes at kræve omfattende renovering og udskiftning af bygningsdele, at gøre huset beboeligt. Planen har været at bygge et nyt hus med omtrentlig samme areal og udformning. Dog har ejerne ikke præsenteret politikerne for et konkret skitseprojekt.
Med beslutningen nedlægges et midlertidigt forbud mod nedrivning, mens kommunen udarbejder en bevarende lokalplan for området. Planen skal sikre både den konkrete ejendom og de omkringliggende historiske bygninger mod nedrivning og uhensigtsmæssige ombygninger.
Kommunen vurderer, at huset har stor kulturhistorisk, arkitektonisk og miljømæssig betydning. Selvom bygningen har behov for omfattende renovering, vurderes skaderne ikke at være usædvanlige for et hus af denne alder.
Samtidig har udvalget fået præsenteret en ny ordning, hvor borgere kan tippe kommunen om faldefærdige bygninger. Ordningen skal styrke arbejdet med at identificere ejendomme, der skæmmer lokalområderne, og supplere kommunens eksisterende indsats for nedrivning af forfaldne bygninger.
Målet er både at bevare værdifuld kulturarv og fjerne bygninger, der er til gene for omgivelserne.
– Vi arbejder både for at fjerne faldefærdige bygninger og for at bevare det, der har værdi. Balancen mellem udvikling og bevaring er helt central for vores arbejde, siger Tobias Brus Mikkelsen (DF), der er næstformand i Byudvikling-, Landdistrikter- og Infrastrukturudvalget.






















