Politikere godkender arkitektur på to nye højhuse i Hillerød

De to højhuse skal hver især opføres i 15 etager, og de skal sammenlagt rumme godt 200 boliger. Praksis Arkitekter sætter stregerne.

Nyt højhus skal opføres på byggefelt 16 på Frederiksbro i Hillerød. her ses den nordvendte facade med sandfarvede tegl, der indrammes af lyse tegl. Illustration: Praksis Arkitekter.
Nyt højhus skal opføres på byggefelt 16 på Frederiksbro i Hillerød. her ses den nordvendte facade med sandfarvede tegl, der indrammes af lyse tegl. Illustration: Praksis Arkitekter.

Plan og Byudviklingsudvalget har godkendt arkitekturen for to nye boligbyggerier på Frederiksbro, som udvikles af M. Goldschmidt.

De to punkthuse opføres i 15 etager med i alt 202 lejligheder og bliver en del af det eksisterende højhusmiljø i området.

Højhusene er tegnet af sydfynske Praksis Arkitekter. Bygningerne bliver næsten identiske, men adskiller sig i farven på murstenene, hvor det ene opføres i sandfarvede nuancer og det andet i gråbrune toner.

Begge får en lys base i de nederste etager og en tilsvarende afslutning i toppen, som samtidig skjuler tekniske installationer.

Annonce

Facaderne får et tydeligt lodret udtryk med glaserede murpiller og lyse bånd, der skal give bygningerne et let og slankt præg.

Arkitekturen er udviklet med fokus på at få de relativt høje bygninger til at fremstå mindre massive. Det sker blandt andet gennem en gentagende facadeopbygning og materialer i lyse, varme nuancer. Samtidig er intentionen, at de nye tårne skal fremstå som en samlet familie med de eksisterende punkthuse i området.

Nyt højhus skal opføres på byggefelt 16 på Frederiksbro i Hillerød. her ses den nordvendte facade med sandfarvede tegl, der indrammes af lyse tegl. Illustration: Praksis Arkitekter.
Nyt højhus skal opføres på byggefelt 16 på Frederiksbro i Hillerød. her ses den nordvendte facade med sandfarvede tegl, der indrammes af lyse tegl. Illustration: Praksis Arkitekter.

Alle lejligheder får adgang til altan eller terrasse, og der etableres parkering både i kælder og på terræn.

Særligt altanerne har dog givet anledning til bekymring i udvalget. Her peger politikerne på, at vindforholdene i højden kan gøre altanerne svære at bruge i praksis.

Udvalget anbefaler derfor, at bygherren arbejder videre med løsninger for vindafskærmning og sikrer et ensartet udtryk. Samtidig opfordres der til, at afskærmning indgår som en fast del af boligerne ved indflytning, så beboerne undgår individuelle og uens løsninger.

Lokalplanen for de to højhuse er på plads, og næste skridt er den endelige myndighedsbehandling, før der kan gives byggetilladelse.

M. Goldschmidt Ejendomme har allerede indgået aftale med WR Entreprise om det ene højhusbyggeri.

AnnonceTilmeld Nyhedsbrev