Politikerne i Økonomiudvalget i Københavns Kommune har ekstraordinært godkendt at yde grundkøbslån til FSB’s almene byggeri i Carlsberg Byen med omkring 208 nye lejligheder.
Det skriver kommunens økonomiforvaltning i en pressemeddelelse.
Ifølge forvaltningen kan metoden tages i brug, fordi lokalplanen for Carlsberg Byen ikke indeholder et krav om almene boliger. Det er samtidig sjældent, at der anmodes om grundkøbslån, der har til formål at gøre det muligt for almene boligorganisationer at investere i byggegrunde til markedspris, skriver forvaltningen.
– Og København skal være for alle, uanset alder, familieforhold og størrelsen på pengepungen. Men som alle ved er boligmarkedet under hårdt pres. Nu går vi ekstraordinært ind og skubber på for at sikre almene boliger i den del af byen med færrest. Det er jeg stolt af. For der er på alle måder brug for, at vi går offensivt til værks for at sikre flere betalelige boliger i byen, udtaler overborgmester Lars Weiss (S).
På hjørnet af Ny Carlsberg Vej og Lagergade i Carlsberg Byen vil FSB i samarbejde med Werk Arkitekter bygge 115 ungdomsboliger og 93 familieboliger, hvoraf 24 almene lejligheder skal have en særligt lav husleje.
– Det er vigtigt, at vi ser på hele paletten af løsninger for at få bygget boliger, som helt almindelige københavnere har råd til at bo i. Det vil jo være en katastrofe, hvis København udvikler sig til at blive en rigmandsghetto for de få. København skal være en mangfoldig by og en by for de mange, siger teknik- og miljøborgmester Line Barfod.
Det knap 12.000 kvadratmeter store projekt løber op i 400 millioner kroner.
Københavns Kommune yder et lån på 8,4 millioner kroner til FSB. Lånet er dog er betinget af, at Fonden for blandede byer via Landsbyggefonden bevilger resten af grundkøbslånet på 72 procent, svarende til 29,8 millioner kroner.
Støtte til grundkøbslån via Fonden for blandede byer er en ny mulighed, kommunen har kunnet tage i brug efter en lovændring i 2022, der gav nye værktøjer til at sikre flere almene boliger i København.
– Vi er glade for, at politikerne i Københavns Kommune med dette særlige lån sikrer opførelsen af almene boliger i Carlsberg Byen og på den måde bidrager til, at vi også i fremtiden kan tilbyde boliger, der er til at betale for almindelige københavnere. Det er første gang, at FSB får det særlige grundkøbslån, men det er nødvendigt i denne situation på grund af de meget høje grundpriser i Carlsberg Byen, udtaler formand for FSB, Mads Malik Knudsen.
Familieboligerne bliver gennemsnitligt 70 kvadratmeter store og får en gennemsnitlig månedlig husleje på godt 8.770 kroner.
Ungdomsboligerne bliver gennemsnitligt 48 kvadratmeter store med en gennemsnitlig månedlig husleje på godt 5.480 kroner.
For få almene boligprojekter realiseres
Siden 2015 har kommunerne haft mulighed for at stille krav om op til 25 procent almene boliger i nye lokalplaner. Siden da har kommunen stillet krav om almene boliger i 44 lokalplaner, hvilket svarer til omkring 5.500 almene boliger.
Men i Københavns Kommunes nye boligredegørelse for 2024 fremgår det, at kravet langt fra har materialiseret sig i nye boliger. Kun i 26 ud af 44 nye lokalplaner, er over 90 procent af de almene boliger realiseret eller på vej til at blive det.
Over for regeringen har Københavns Kommune efterspurgt en mulighed for at kunne stille krav om, at de almene boliger skal bygges i samme takt som private boliger. Desuden ønsker kommune at få hævet maksimumbeløbet, så flere byggerier kan blive realiseret i en tid med inflation og høje byggematerialer.
Endelig er Københavns Kommune også i dialog med blandt andet BL og regeringen, så mulighederne for at yde støtte med grundkøbslån bliver mere smidige – blandt andet så støttemulighederne kan indarbejdes tidligere i byudviklingen og dermed gøre det mere attraktivt for private udviklere at kigge til den almene boligsektor, når nye områder skal udvikles.
Fakta
- Det er Københavns største almene boligselskab, FSB, der står bag projektet om cirka 93 familieboliger i forskellige størrelser og cirka 115 ungdomsboliger på Ny Carlsbergvej og Lagergade i Carlsberg Byen.
- Almene boliger er lejeboliger, der er offentligt støttede og ejet af almene, beboerstyrede boligorganisationer, der ikke tjener penge på udlejningen.
- De almene boliger er fordelt over hele byen, men den primære tyngde er i den nordvestlige og sydlige del af byen. Der er flest almene boliger i Bispebjerg, Brønshøj-Husum på Nørrebro, og i Amager Vest, mens Indre By, Christianshavn og Vesterbro har færrest ifølge Københavns Kommunes boligredegørelse for 2024.
- Kommunerne har siden 2015 kunne yde grundkøbslån i særlige tilfælde, for at understøtte almene boliger, hvor de ellers ikke ville kunne opføres – for eksempel i lokalplaner, hvor der ikke er stillet krav om almene boliger.
- I 2022 blev Fonden for blandede byer oprettet ved politisk aftale. Blandt andet afsatte aftaleparterne i folketinget 1,8 milliarder kroner til at understøtte grundkøbslån til almene boliger i kommunerne.
Kilde: Københavns Kommune.